Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Docent Jul. Lange: Correggio. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som en lille Pige ved Forestillingen om Stik og Saar og virkelig
Vold. Hvad en brutal, skærende Smerte vil sige, forstaar han
knap nok: han vilde ikke vide noget af det. Der er overhovedet
ved de fleste Martyrbilleder fra denne Periode — i Modsætning
til den efterfølgende, haardhændede Realisme — noget af denne
idealistiske Uvidenhed om, at Sværd og Pile, Tandhjul og Ild kunne
gøre virkelig ondt; men ingensteds mere end i Correggios Maleri
af Placidus’ og Flavias Martyrium (i Galleriet i Parma). Den hellige
Flavia, en ganske ungdommelig og indtagende Skikkelse, bliver
grebet i det lange Nakkehaar af en Bøddel, som borer Sværdet
dybt ind i hendes Bryst. I hendes Aasyn, i de sorte opadskuende
Øjne, blander der sig dog nogen Skræk og Angest i Saligheden,
hvormed hun smiler mod Engelen, der svæver ned til hende med
Martyrkronen. Men Udtrykket hos hendes Lidelsesfælle Placidus,
en ung, glathaget og kronraget Præst, er saa hyper-æterisk
uvirkeligt, at det bliver ligefrem parodisk. Han knæler ned for Bødelen
og lader sig ganske frivillig henrette af ham; han er ikke engang
bunden. Men Bødlen er en Fusker i sit Haandværk: han har
allerede givet den hellige Mand et dybt Hug i Halsen, men har
dog ikke kunnet skille Hovedet fra Kroppen. Saa drejer Placidus
med mere end menneskelig Forekommenhed sig endnu bedre om
imod ham og byder sin blottede, til Siden hældende Hals med det
dybe Hug i frem paany. Der er i hans Udtryk ikke Spor af fysisk
Lidelse; kun en himmelsk-vellystig Hengivelse i Forsynets Vilje
taler ud af denne smilende Mund og disse Øjne, der ere skruede
saa stærkt opad, som om han koketterede gennem alle syv Himle
lige op til de salige i den ottende. Dette Hoved er som et
Forbillede for al gejstlig Affektation i de følgende Aarhundreder.
Men den samme Kunstner, som begyndte og indviede den
moderne Sentimentalitet og førte den lige ud i Affektation, var
paa et andet Omraade naiv, naturlig, frisk fremfor nogen, nemlig
naar han malede de smaa Børn. Er der noget Omraade af
Menneskelivet, som i bedste Forstand maa nævnes som Correggios
egentlige Specialitet, saa er det dette. Kun i hans første Ungdoms
Arbejder, f. Eks. i Hovedværket Madonna di S. Francesco, ere
netop Børneskikkelserne de mindst mærkelige, væsentlig kun
Gentagelser af den forud gaaende Kunsts. Det ligger vel ogsaa i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
