Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Skolebestyrer N. Juel-Hansen: De russiske Fængsler og Forvisningen til Sibirien. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hermed har han løst sin Opgave. Resten skal besørges af
Smugleren. Denne passer nu sit Snit til at nærme sig Stedet og
fylde Brændevinen paa fugtige Oksetarme, som Brændevinshandleren
har forsynet ham med, og som han efter Fyldningen anbringer
under Klæderne om sin nøgne Krop.
Imidlertid staar det værste tilbage. Smugleren skal bringe
Varerne ind i Fængslet forbi Vagten, der undersøger enhver Fange,
naar han kommer fra Arbejde. Her har han al sin Snuhed og
Aandsnærværelse behov, ti det gælder ej alene hans Ryg og hans
Løn, men ogsaa hans Srauglerære.
Først tager han et Skøn over Skildvagten. Er det en uøvet
Rekrut eller en gammel Fyr, der er sløvet i Tjænesten og gaar
Undersøgelsen over med en Harefod, da føler han sig nogenlunde
tryg, disse Personer lykkes det ham næsten altid at narre. Men
det kan ogsaa hænde, at Vagtposten er en stræng Person, der
ikke blues ved at være nærgaaende i sine Efterforskninger, og da
er Faren for en Opdagelse overhængende. Der maa træffes
ekstraordinære Foranstaltninger, Gemmestederne paa Kroppen er for
godt kendte, de findes straks. Ikke sjældent udvikler Smugleren
ved en saadan Lejlighed en ret betydelig Ævne til at tænke hurtig
og godt. Han véd, at han, mens Undersøgelsen staar paa, skal
have Huen i den ene Haand — det fordrer Respekten — og holde
Armene stift udstrakte til Siden. Saa ræsonnerer han saaledes:
Naturligvis vil den nærgaaende Herre undersøge og beføle min
Krop og mine Lemmer fra øverst til nederst; dér kan jeg altsaa
ikke gemme Brændevinen. Jeg maa søge et Sted, der ligesom
ligger udenfor mig selv og af den Grund vil blive oversprunget
ved Visitationen. — Og paa Grundlag af denne Betragtning vikler
han Oksetarmen af sig igen og gemmer den i Huen, som han
skal holde i sin udstrakte Haand. »Men«, ræsonnerer han videre,
»Muligheden for en Opdagelse er endda til Stede. Som yderste
Middel maa jeg da forsøge en Henvendelse til hans
Egenkærlighed.« Og han tager nogle Kopek op af Lommen for at have
dem paa rede Haand.
Turen kommer til ham. Stiv som en Støtte staar han i
den befalede Stilling foran Soldaten. Er han nervøs, eller kommer
hans Hjærte til at banke stærkere end sædvanlig, eller hvis
Soldaten udstrækker sine Undersøgelser til Huen, saa er det
Tidspunkt kommet, hvor det sidste Middel, Appellen til den
menneskelige Egenkærlighed, skal anvendes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
