Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilsvarende: indenfor den enkelte Stat virke Bestræbelser af
forskellige Individer og fra forskellig Side til at danne en fælles
Samfundsorganisme, og de forskellige Stater ere igen
Udgangspunkter for Virkninger, som gennem mange Sammenstød føre os
fremad mod et almindeligt Menneskesamfund. Gaa vi tilbage til
Jordkloden og bele Solsystemets Oprindelse, saa maa enhver
Partikel i Urtaagen have spillet sin Rolle, have været Udgangspunkt
for Tiltrækken og Frastøden, og gennem det Mylr af
Vekselvirkninger, som derved bragtes til Veje, fik vor Elode og vort
Solsystran sin nuværende Form. Paa ethvert Omraade kan der
spores en stor, fremskridende Organisationsproces i ubrudt
Sammenhæng. »Det allerførste Røre i Jordklodeprocessen var
Begyndelsen til den hele nu paa Jorden subsisterende Planteverdens,
Dyreverdens og Aandeligheds Konstitution«. Tilværelsen er en
stor, kontinuerlig Udviklingsproces, indenfor hvilken Menneskets
Tilblivelse betegner et enkelt Stadium. »Hvorledes mon det første
Menneske blev til? Uden Tvivl derved, at en vis Dyreformation,
fra en første ringe Begyndelse gennem en Række af Generationer
eller Affødninger, idet i Afkommet bestandigen
Uddannelsesprocessen gik videre og videre, naaede til det Punkt, da nu dets
sidste Affødning blev et Væsen, som saa at sige slog
Aandelig-hedens Øje op, idet det sagde Jeg til sig selv og følte sig i sin
Jeghed« *).
Der er altsaa trods de sporadiske Udgangspunkter en
Fremgang til stedse større Harmoni og til højere Livsformer. Men paa
de mellemliggende Stadier kan der ofte komme Former og
Fænomener frem, der synes at pege i ganske anden Retning end imod
en Fremgang til højere Fuldkommenhed, ligesom Fosteret paa
visse Stadier af sin Udvikling forekommer den ukyndige Betragter
at være en Vanskabning. Naturen synes ofte at gaa Absurditetens
Veje. Alt sligt er dog kun noget foreløbigt og forbigaaende, en
lille Krumning paa en Vej, som Verdensudviklingen maa
tilbagelægge. Endnu er Tilværelsen paa Vejen, ja endog paa
Begyndelsesstadiet af Vejen til Maalet. Der viser sig endnu i vor Erfaring et
Modsætningsforhold mellem det centrale Princip, Enhedsprincipet
i Verden, og de mangfoldige periferiske Udgangspunkter. Men
det vil mere og mere blive afløst af et Harmoniforbold. Kun for
*) En lignende Anskuelse af Menneskets Tilblivelse havde allerede Kant
udtalt (i sin Antropologi), og hos os Treschow (i sin .Historiens Filosofi’).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
