Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Alvilde Prydz: Guldfuglen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til Tantens Silkehund, den lille Monsieur, — for der saa’ hun
Nils; der levede hun sit Sommerliv Dagen lang.
Men den samme Gabrielle var det ikke; det havde alle en
Følelse af.
Som hun gik der mellem dem, fin og slank, med de
elastisk-smukke Bevægelser havde hun uvilkaarlig været Genstand
for mere Opmærksomhed end Husets andre Beboere og blev af
dem alle efter deres forskellige Synskreds betragtet som noget
fremmed mellem det haard føre, fjældfriske, som noget skært, der
hørte hjemme i andre Luftlag.
Og nu var der kommet endnu noget til, der lagde
Afstanden større, uden at man vidste, hvorledes det var kommet.
Det var ikke til for Tanken, men Følelsens fine Øje kunde se,
hvorledes Vilterheden laa afdæmpet over det lyse Ansigt,
hvorledes hendes Bevægelsers langsommere Ynde var mere fængslende,
— dens Øre høre, at der var ikke Spor af Nordenvind længer i
denne Stemme, der kunde lyde saa blødt.
De var begge to, baade Fruen og Præsten, betagne af
Gabrielle og glædede sig over, at hun havde udviklet sig saa
harmonisk — kun Agathe saa’ med sit lille impertinente Ansigt ud,
som hun rugede over noget
Gabrielle lagde slet ikke Mærke til, at hun paa nogen
Maade optog; hun var selv for optaget; hun saa’ ham hver
eneste Dag. Og han var ikke den gamle Nils mere, han var,
som han skulde være, den, hun havde ventet paa — Pjalterne
var faldt af ham, han stod der i Kongekaaben.
Hvor hun var lykkelig! Hun maatte smile ad sig selv, ti
hun var undertiden træt — af bare Lykke.
Træt af Lykke! Hun havde ikke anet, der kunde være
noget saa lyksaligt til, og en Angest kunde gribe hende, om hun
ikke var for lykkelig.
Hun var ikke stærk, og det hændte, hun maatte lægge
sig paa Sofaen; hendes Hjærte bankede, hun var saa underlig
svimmel. Da kom Tanten venlig bekymret med sin
Sedativvands-flaske, det var naturligvis Hovedet, men Agathe kunde sidde og
se saa besynderlig paa hende.
Hun takkede svagt smilende den omhyggelige Tante; det
gik jo straks over; det gjorde det altid. Men Agathe kunde hun
ikke like længer.
Hun kunde ikke forstaa det. Nu var det Agathe, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
