Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. Niels Møller: Tennysons sidste Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han skiller sig i denne Henseende skarpt fra sin yngre
samtidige, Swinburne, den voldsomste og lidenskabeligste af det
moderne Englands Digtere. Denne lever og aander kun i de
heftige og stærke Følelsers Strøm. Han udsynger sit Had til de
døsiges Guder i Himlen og paa Jorden i trodsige og harmfulde
Vers, ydmyginderlig knæler han for Friheden og lovpriser den og
dens Martyrer i ophøjede Oder; glødende som Sapfo selv lader
han sine Sange lyde til Pris for den hensynsløse, altofrende
Elskov. Han drages naturlig mod Havet, ti med det er han i
Slægt. Hele dets dristige Tøjlesløshed, dets vilde Tungsind, dets
jublende Frihedshymner klinger igennem hans Sanges stormende
Rytmeslag, al den Farverigdom, Søen iklæder sig fra Gry til
Kvæld under Sol og Skyer, genspejles i hans Digtes blændende
Billedpragt. Han er selv den Talassius, han synger om, Sønnen
af Solen og Havet.
Anderledes Tennyson. Han gaar ikke til Havet. Som de
Lotofager, han besynger, søger han fra Søen, fra den evige Klatren
over Vove paa Vove ind til den drømmerige Hvile langs den
langsomt glidende Strøm, hvor Vandet risler i smaa riflede Krus
mod Bredden, og Skummet staar i spædtbuede, flødehvide Linjer.
Her breder sig for Øjet slyngede Dale ved grønne Enge og fjærne
Bjærge, ad hvis Sider Fossen rinder sagte som et synkende Slør;
her er fløjelsbløde, kølige, dybe Moshynder, Vedbenden snor sig
derover, og Valmuen bøjer sig slumrende ud over Klipperanden.
Her under grønne, skyggende Grene giver han sin Sjæl og Tanke
hen til mild Melankoli, i sød Vemod dvæler han ved gamle Syn
og Sagn, ved halvglemte Minder fra Barndomsdagene. Mens
Pulsen slaar i harmonisk Takt, nynner han i saligt Velvære en
gammel Sang om Ridderne ved det runde Bord eller en
Fortids-Ballade om Kval og Kærlighed, der modsætningsvis kan krydre
det nydelsesrige Nu. Eller han besynger Kvinder, i hvis Øjne
lyser Kyskheds klare, kolde Flamme, hvis Aands gennemsigtige
Helgenskrin kun huser rene Jomfrutanker. Paa deres spæde
Læber hviler evindelig den reneste Kærligheds Sommerfred. De
har Ægteskabets Love gravede i Guldruner paa deres Hjærters
hvide Tavle. Sjældent rives han ud af dette Eden. Der kan
gaa en Sky for Solen, og Skyggen over Landskabet kan kaste
en Flig af sit Mørke ind i hans Sjæl. Da give Versets
spejlklare Flade Genskin af Tvivl og urolige Tanker, der frembryder
Spørgsmaal om Verden og Døden, om Folkets Ret og Gudernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
