- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 2 (1885) /
901

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

gaaet denne Vej fra Skole, og hun fandt intet mærkeligt i, at hun
nu befandt sig her paa denne Tid.

Med usikker Gang skraaede hun over Gaden:

Bare et lille Kys! hviskede hun frem for sig.

Kun et lille bitte Kys! — eller blot et venligt Blik, ikke
mildt, bare venligt.

Gennem Revnerne i Skodderne kunde hun se, at der endnu
Tar Lys i Stuen.

Saa bankede hun paa.

Intet Svar.

Hun bankede 3 Gange.

Saa hørte hun, at Inderdøren blev aabnet.

Nu kommer han, nu kommer han! tænkte hun, og en
Følelse af Salighed gennemstrømmede hele hendes Legeme.

Saa blev Yderdøren lukket op.

Hun kunde lige skimte hans Ansigts Omrids, belyst af
Sneen fra Gaden, og hun syntes, at han saa’ mildt paa hende.

Hun hørte hans Stemme:

»Hvad vil Du?« sagde han.

Hun syntes, den lød saa mildt.

Og idet et saligt Smil lagde sig over hendes Ansigt, løftede
hun Armene i overtrømmende Glæde for at lægge dem om hans
Hals, trykke sig op til ham og’”tysse ham for alt i Livet,
Medgang og Modgang.

Han saa’ hende hæve Armene, hendes Hoved komme ham
nærmere. Hendes varme Aande berørte hans Ansigt, — og saa
mærkede han en stærk Duft af Kognak.

Ogsaa han havde været mildt stemt. Nu blev alt ham saa
skærende klart: hun var drukken.

Sorg, Kærlighed, Modgang, alt hvad han havde lidt for
hendes Skyld, samlede sig og blussede op i én stor Indignation.

»Forbandede Tøs!« hviskede han med bævende Stemme,
stødte hendes Arme voldsomt tilbage og smækkede Døren i.

Hun vaklede; med Armene halvt løftede faldt hun
langsomt bag over.

Maanens hvide Skin lagde som en Glorie om hendes lyse Hoved.

Og Sneen laa op til hendes Ansigt, som en blød Haand,
der klapper paa Kinden.

Laurids Bruun.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 16:59:55 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1885/0911.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free