Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Iver Iversen: Mareridt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Nu kom gamle Pastor Pram til med Piben i Munden,
iført Slobrok og Røghue. Han nikkede tavs til Jensen og satte
sig tankefuld og stærkt dampende paa Bænken; uden at mæle et
Ord slubrede han med højt optrukne Øjenbryn sin Kaffe.
Hans Nærværelse gjorde Asta stum, hun gjorde Tegn til
Jenny, som havde kastet sig mageligt bagover for at begynde en
livlig Diskurs, om at tie stille og hviskede:
»Hys! Fa’r tænker.«
»Paa hvad?«
»Paa sin Prædiken. Du maa ikke forstyrre ham.c
Jenny foldede Hænderne, lagde Hovedet paa Sned og vendte
Øjnene med et Udtryk af from Andagt hen imod Jensen, som
følte sig meget ubehagelig berørt ved hendes kaade Letsind,
men dog mod sin Vilje fangedes af hendes Øjne, Krøller og
Korsetliv.
Han kunde næsten ikke holde sine Øjne borte fra hende,
hun pirrede ham ved dette evigt skiftende Udtryk, hendes
Bevægelser havde noget kattekælent indsmigrende, hun havde en Maade
at lade det øverste Øjelaag langsomt glide ned over Pupillen paa,
som han fik Hjærtebanken over, hun havde en blød, lad Vane at
vippe med Benet, saa Silken rislede. — Jensen følte sig næsten ræd
for hende, han søgte at fæste sin Opmærksomhed energisk ved
den blide Asta, men en Duftbølge af Violet, et svagt Skrig af
Silken, et elektrisk Stød meddelt gennem Havebænkens Ryg fra
hende til ham, svingede hans syndige Tanker tilbage til det smukke
Pigebarn, hvis Mage han aldrig havde drømt, og som ejede en
Ævne at gaa frejdigt paa, som imponerede og fangede ham.
Lige saa gaadefuld som han var kommen, gled Pastor Pram
atter bort med Slobroksnorenes duskede Ender slæbende efter sig
som to Haler og Røghuen bag i Nakken.
Asta holdt Doggehvalpen fast om Halsen, da den ytrede en
heftig, uforskammet Lyst til at give sig i Lag med Kvasterne.
»Pascha med to Kohaler,« hviskede Jenny til Kandidaten;
»tænk, hvis Asta nu slap Dyret, og den gav sig til at snuppe
ham i Halen!«
— Jensen saa paa hende med et strængt Blik, som ikke
lod til at kue hende i fjærneste Maade.
Hun var for fri, denne unge Pige; der var dog Grænser for
Spøgen. Det var nærmest uforskammet, det med Halen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
