Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Tre nye Forfatterinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fangtraade, som binder os til den. Vi kan stridte imod saa
meget vi vil, hun maler Syner for os, som vi ser, hun
frembringer Virkninger, som vi ikke uden videre ryster af os. Der er
i hendes Klage fine Lyde, der trænger umiddelbart ind i éns
Sind. Det beror paa, at denne Forfatterinde ikke skriver om,
hvad hun har læst og hørt, men om hvad hun har set og følt.
Der er et personligt Medvideri i hvert af de omhyggelig
tildannede Udtryk, hun bruger, det er Oplevelse for hende, hver Gang
paany at skrive. Der er for saa vidt Ægthed i alt hvad hun
frembringer, men det forhindrer ikke, at der kan være baade
mislykkede og ubetydelige Sager derimellem.
En saadan mislykket Novelle er »Valsen«. Det er den
sødeste Sødme omkring bitre Mandlers Gift. En Dame siger til
sin ti Aar yngre Legesøster, der er bleven voksen i den Mellemtid,
hvori de ikke har set hinanden, omtrent som saa: »Du lille
Guld-fakse, jeg er saa forelsket i dig, som om jeg var en Mand, og
alle Mændene er det, men du ser det ikke med dine to store
vidaabne Øjne. Jeg har ingen Greje paa dig længer. Hvad er
der blevet af vort lille Guldbam, holder det paa at ryste
Troldhammen af sig og forsvinde fra vor Horisont?« den saaledes
tiltalte svarer: »Ja!« med sit »straalende smeltende« Smil og gør
en Bevægelse, »som sprængte hun noget usynligt, som løftede
hun sig og fløj«. I denne Tonart er Resten af Fortællingen
holdt, indtil vi har faaet Livet af Guldfakse, der har været saa
uheldig at forelske sig i en Musiker, som efter et Aars Forlovelse
gaar fra hende, hvor ud over hun efter et kort Ægteskab med
en anden Person, der keder hende, geraader i Livslede, Vanvid
og Død. Men til Trods for, at Fortællingens Ord og Optrin
virker parodisk og irriterende ved deres Unatur, kan man ikke
værge sig imod Indtrykket af, at der bag alt dette er noget skært
og rent i Følelsen, der danner virkelig Poesi, noget, som bedst vistnok
maatte kunne udtrykkes i lyriske Digte. Frøken Prydz bruger en
Art Ord-Musik for at faa sin Stemning sagt; kunde hun synge
den ud, skulde man tro, det maatte lykkes hende at tilfredsstille
ikke blot sig selv, men andre.
Saa er der sket det mærkelige, at Frøken Prydz pludselig
en skønne Dag er bleven ked af alt det søde Stads og har skrevet
en Fortælling, der imellem de øvrige er at smage paa som en
syrlig-liflig Drik. Det er »Smaastel«. Den er god fra Ende til
anden. Straks fra Begyndelsen slaar den en Tone an, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
