Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene. — Fru Eckardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skylder Aaløv en Undskyldning, og derfor sender hun Bud efter ham, men
hTor vaapdefuld er ikke Ventetiden for hende, Tankerne strømme ind paa
hende, og alt viser sig nu i et andet Lys: mon hun dog ikke har sat sin
Værdighed, sin Pligt til Side, og hun sukker: „Aa min Gud, min Gud!" Aaløv
kommer, han vil rejse bort med hende, men da Gabrielle ikke længere er alene,
vender hendes Sikkerhed tilbage, og hun erklærer: „Jeg vil ikke herfra, ikke fra
Danmark, ikke fra de Former, jeg er vant til at leve under .... Skulde jeg
give nogen Lov til at ringeagte mig, — til at haane mig, — nej, det vil
jeg ikke, aldrig, aldrig!" Dæmpet og stille er deres Farvel, ingen
brændende Ord, ingen Elskovstegn, intet at skjule, al Verden maatte gærne være
tilstede.
Sikkerheden og Usikkerheden med sig selv er det, der gør Fru Eckardts
Fulvia interessantere end de fleste andre af hendes Gevandtroller. Saa længe
Fulvia, sikker paa sin Ret, afviser Aquilinus, og saa længe hun tumler med
Tanken, om hun her har handlet ret eller ej, er Fru Eckardt paa Højde med
Rollen, men fra del Øjeblik, Aquilinus’s Elskov lammer hendes Kraft, og
Køllen falder ud af hendes Haand, blegner hendes Fulvia, og hun mægter ikke
at vise Eros’s udødelige Magt.
Fru Eckardt formaar naturligvis at omforme sin Selvsikkerhed, som
f. Eks. til Stivhed hos Lucy i „Hvor man keder sig", til Ligegyldighed ved
Folks Omdømme hos Frk. Slabransky i „Hvorhen?", til Stolen paa
sin’Skønheds Magt hos Fru de Thauzette i „Denise". Denne taler i Fru Eckardts
Fremstilling hurtigt. Uden Indhold, uden Alvor flyder hendes Tales Strøm;
hun véd, hvor mange der har tilbedt hende, uden at hun har elsket dem,
uden at hun har været i Stand dertil, og sikker paa sin Persons Magt spiller
hun højt Spil.
Den Sikkerhed, der præger Kunstnerindens Skikkelser, naar de ere bedst,
giver hendes Spillemaade Autoritet, giver hende Mod til at spille dristigere end
nogen anden dansk Skuespillerinde nu for Tiden. Alene den Maade, hun
spiller Elmire i flærde Akt, er et Vovestykke, men langt dristigere er den Maade,
Gabrielle Kalk taler til Vanda paa, da denne vil forklage hende til Kalk. Fru
Eckardt anvendte her en irriteret, utaalmodig og heftig Stemmeføring, medens
mangen anden vilde have brugt sin Stemmes bløde, smeltende Toner. Ogsaa
i det ydre er Fru Eckardt den danske Skuespillerinde, der vover mest; hun
maskerer sig ældre som Etatsraadinde Hansen, noget, der synes saa naturligt i
det ældre Rollefag, men som dog sjældent gøres, saa sjældent, at det tjæner
til stor Ros for den, der en enkelt Gang vover det. Undertiden, f. Eks. som
Mrs. Clarckson i „Den Fremmede", har hun taget Mod til sig og gjort sine
Bevægelser uskønne og mandhaftige, for derved at karakterisere Figuren, ja
hun havde endog malet sil Ansigt brunligt. Alt dette og mere har
Skuespillerinden kunnet vove i Tillid til sin Autoritet overfor Publikum, og det har taalt
det, maaske ikke ret forstaaet, hvad det var, det stod lige overfor.
En Forbindelse mellem Publikums Mangel paa Forstaaelse af denne
Dristighed og Fru Eckardts Lyst til undertiden at gøre et og andet for tydeligt,
er maaske ganske naturlig at søge. Naar Kunstnerinden saaledes som i
„Denise" understreger Fru de Thauzettes Koketteri overfor Thouvenin saa stærkt,
som hun gør, er det maaske fordi hun frygter, at et linere Spil her vilde
forfejle sin Virkning, og ■ maaske hun har Ret. I et Par af hendes mest be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
