Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Arne Garborg: Sjø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grunde var der ikke nogen egentlig Rangordning i Processionen;
jeg tror, at de gik først, som havde hvidt Skæg.
Oppe i Kirketaamet begyndte Klokkerne at tone, vemodigt
og blødt i den lille Ters. Det var ikke lang Vej. Nogle Skridt
nord for Kapellet havde man fundet Plads til ham. En meget
trang Plads for Resten; men han behøvede ikke stort. Han
havde altid været liden og mager.
Hans Grav laa tæt ind til nogle andre Grave, som netop saa
vidt var tilkastede. Det gav Indtryk af, at Kisterne maatte
komme til at staa Side om Side, tæt pakkede, som i et Magasin.
Men hvad gjorde det for de døde.
Med aabenbar Møje krabbede vore Marschaller op paa den
temmelig store Forhøjning, som var dannet ved Gravenes
Sammenstimling. Derefter kom Kisten, svaiende og svingende som
en Baad i Sjøgang; ti Bærerne havde ondt for at komme op.
Efter Kisten kom Klokkeren; derefter Præsten, som blev hjulpen
af Klokkeren; saa Kirkens Sangkor, og tilsidst de af os, som
havde hvidt Skæg. Det var en sand Tindebestigning.
Men dette var ogsaa den sidste Hindring, vor Ven havde
at overvinde paa sin Vej. Og den overvandt han. Kisten blev
firet til Gravens Bund; nu skulde han ikke længer.
Det officielle Sangkor, tre Mand højt, udførte trestemmigt
det første Vers af Salmen: »Hvo véd hvor nær mig er min Ende«.
De brugte andre Vokaler end Folk flest, da de sang med
halvlukket Mund, og Tenoren var tynd og Bassen svag, men
Mellemstemmen var stærk og tudede i et væk paa Dominanten. Præsten kastede
derpaa de tre Skuffer Jord paa den afdøde og tiltalte ham efter
Ritualet. Hvad os andre angaar, deltog vi i Ceremonien ved til
forskellige Tider at tage Hatten af og holde den for Øjnene; men
jeg véd ikke, om nogen af os vidste, hvorfor vi gjorde det.
Et lidet Stykke borte fra den øvrige Flok stod to unge Kvinder;
den ene af dem lænede sig op til den anden og græd bitterlig.
— Der laa han. Uden noget Hensyn til gamle Simeons
Ord eller til Omstændighederne for øvrigt: han var færdig. Han
havde troet paa Fremtiden, men havde ikke faaet se stort af den.
For sit eget Liv var han bleven temmelig grundig snydt. Men
hvad var der at sige? Der var ikke noget at sige.
Der var ikke nogen, som sagde noget heller. Under andre
Omstændigheder vilde ganske vist en eller anden have følt
Trang til at sige den afdøde et Ord til Afsked, en Tak, et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
