Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Fru Camilla Collett: Brev til Fru Laura Kieler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og saa gik den første Ungdom hen. Men disse kvalte
Tvivl om saameget, alt medens den tvivlende selv — og dette
tnaa siges, skal et saadantLiv ret forstaaes — maatte bære
Trykket af en Forsagelse, saa tung, saa bitter, som den kan lægges
paa et Menneske, havde den Virkning, at den omskabte den ellers
livlig anlagte unge Pige til et saa taust, utilgjængeligt Væsen, som
nogensinde kunde »kjede sig selv og andre med at spille Sfinxens
Rolle«, en løjerlig Modsætning, i Sandhed, til den Figur, hendes
senere Herrer Biografer har faaet ud af den!
Men saa hændte det, at der var én, som begyndte at tro,
at Statuen kunde fange Liv, naar man vidste det rette Ord. En
Veninde, en Korrespondentinde inde i Hovedstaden, havde nok
røbet det.
Og denne upaaregnede Pygmcdeon kjendte det løsende Ord,
der vakte Støtten til Liv, og saa længe han var der, dannede
han et Værn om dette vakte Liv, at det skulde holde sig urørt
af Verden, denne endnu saa lidet kjendte Udenfor-Verden med
sin over vort Kulturlivs Buler og Udvækster formede og afglattede
Samfundsmoral.
Jeg kan aldrig huske, at vi vare uenige om nogen Ting.
Jeg stolede saa ubetinget paa, at hvad han vilde var det rette, at
jeg syntes det var mig, der vilde det. En dejlig, en magelig
Lydighed den der!
Jeg mindes en Gang, som vi vendte hjem fra en af
vore Ministerballer i Stiftsgaarden; vi befandt os alene i den
lukkede Vogn.
»Er det ikke underligt,« sa’ jeg, »jeg har den hele Aften
ikke talt med et Menneske, nej, ikke et Ord! ... Og du syntes
jo, jeg var saa pen!«
»Du er en ensom Sjel,« sa’ han, idet han tog min Haand
og — ja, jeg kan ikke hjælpe det, det var nu en Gang hans
Manér — og kyssede den.
»Men vi to taler dog sammen og synes aldrig vi kan bli
færdige.« —
»Jeg er ogsaa en ensom Sjel, derfor har vi saa meget at
sige hinanden.«
Og han var det, kun i en anden Forstand, ganske
anderledes overlegen, mere bevidst. Jeg skottede frygtsomt til Siden,
hen til den mægtige Udenverden, i hvis Midte vi levede vort
^åndelige Eneboerliv, han skuede fornemt ned paa den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
