Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg har syndet mod Dig, Herre!
Syndet har jeg al min Dag.
Jeg gik frem fra ondt til værre,
Glemte bort min Sjælesag.
Derfor nu jeg for din Vrede,
Skælve maa af Angst og græde.*
Det syntes hende pludselig, at al hendes Nød og Ulykke
hidrørte fra dette ene, at hun havde levet uden Gud. Ved sin
Konfirmation havde hun haft fat i ham, været ham saa nær, saa
nær, men siden havde han forladt hende. Forladt hende? Ak
nej, det var hende som havde vandret paa Syndens brede Veje,
der hvpr Gud ikke kunde være med. Saa var de ogsaa kommen
og havde sagt, at alt det om Gud var en Fabel, og hun havde læst
om det i Bøgerne, og lidt efter lidt havde hun slaaet sig til Ro,
og tænkt, at naar Verdens kløgtigste Aander var kommen til den
Overbevisning, saa maatte det være sandt. Men nu forstod hun,
at alt det var Løgn og Vildfarelse. Gud var til, og han var
forfærdelig at ha’ til Modstander. Det fik hun finde nu, han havde
lagt sin Haand paa hende. Hun følte sig som en forbandet og
forkastet Skabning. Det tætteste Mørke omgav hende, og der var
ingen Dæmring i det. Være forladt af Gud! Ganske forladt. Og
det nyttede ikke at raabe paa ham. Han var ikke der, hvor hun
var. Men der stod jo noget om blodrøde Synder, der skulde vorde
hvide som Sne. Med et Raab sank hun paa Knæ, og begyndte at
paakalde Gud i usammenhængende Sætninger, i halvkvalte Udbrud,
i stønnende Sukken. Det var som om Sjælen vilde løfte sig ud
af Legemet i et Skrig paa Hjælp, men der kom ingen Lindring
eller Trøst til hende. Tilsidst sank hun sammen i Udmattelse.
Dagen derpaa gik hun i Kirke. Det var 26de Søndag efter
Trefoldighed, og Præsten prækede over Matt. 11. Kap. 25 V. Han
dvælede især ved Slutningsteksten: »Kommer hid til mig, alle som
arbejde og ere besværede, og jeg vil give Eder Hvile. Tager mit
Aag paa Eder og lærer af mig, ti jeg er sagtmodig og ydmyg af
Hjærtet. Ti mit Aag er gavnligt og min Byrde er let.« Han
udviklede, hvorledes Menneskenes Lidelse og Elendighed var en
Følge af Synden. Synden var først og fremmest det store
Universalonde, der havde gjort Jorden til en Jammerdal, men dernæst
var ogsaa den specielle Synd for det enkelte Individ den specielle
Aarsag til deres Ulykke. »Randsager Eders Hjærter, mine Brødre
og Søstre, og I skal se, hvorledes Eders Modstand mod den himmelske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
