Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da saa denne Stemning var forbrugt, mældte Anfægtelserne
sig. De blev saa mange og svare, at hun tilsidst gik til Præsten,
og søgte Hjælp. Først fortalte hun ham bare lidt af sit tidligere
Liv; hun følte Sky for at lægge alle Detaljer aabne for en fremmed,
men det gav hende ingen virkelig Trøst. Såa forstod hun, at
Gud vilde ha’, hun skulde ydmyge sig helt og bekende alle sine
Synder, de største med de mindste. Da dette var gjort, fik hun
det bedre.
Præsten havde foreholdt hende, at det eneste, Gud krævede
af hende, var, at hun skulde tro. Men saa havde hun sagt, at hun
ligesom ikke kunde slaa sig til Taals bare med det. Hun vilde
saa gæme selv gøre noget for at sone for sig. Da havde Præsten
rystet Hodet og smilende svaret: Husk Ordet: Min Naade er dig nok.
Men, lagde han til, — den eneste Maade, hvorpaa De kan sone for Dem,
det er ved at have Kærlighed. Hun skulde elske sin Mand, tilgive,
hvad han havde forbrudt mod hende, ikke bare saadan, at hun
ikke længer bar Nag til ham, men saaledes, at hun gav ham hele
den forrige Kærlighed tilbage. Hun skulde tjæne, ære og adlyde
ham. Naar hun levede sit Liv i den fuldkomneste, mest
selv-forglemmende Kærlighed til andre, saa vilde hun ikke alene finde
Fred og Glæde her paa Jorden, men saa vilde hendes Sjæl vokse
sig stor og stærk, og saa vilde dens Ævne til at nyde Saligheden
hisset bli’ saa meget større, for Graden af Salighed, de frelste
kunde føle, afhang ene og alene af den større eller mindre
Kærlighed, de havde ejet her nede. Men først og fremmest maatte hun se
til at kortime i et inderligt og stærkt Samfund med Gud, og for
at opnaa dette skulde hun bede uden Afladelse og fremfor alle
denne Bøn: »Gud’skab i mig et rent Hjærte, og forny en stadig
Aand indeni mig.«
Imidlertid tiltog Mandens sygelige Tilstand. Han formaaede
stadig væk ikke at skælne mellem Drøm og Virkelighed; dertil
kom, at han ogsaa begyndte at lide af Hallucinationer, som han
bagefter tog for virkelige Oplevelser. Han blev pirrelig og opfarende,
droges bestandig med Forestillinger om, at alle forfulgte og forurettede
ham, og lod daglig sit syge Sinds Ophidselse og Vrede gaa ud over sin
Hustru. Der var ofte ingen Grænser for hvad han kunde finde paa at
pine og plage hende med. Men hun fandt sig i alt med en aldrig
svigtende Taalmodighed. Den Anvisning, Præsten havde givet
hende til at sone for sig, fulgte hun ufravigeligt. Hun gjorde sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
