Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Fru Amalie Skram: Bøn og Anfægtelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa løber det ogsaa, piler af Sted som det er galt, og naar jeg
gaar sagte, eller staar stille, saa gør det ligesaa.« Han syntes at
falde i Tanker, men kort efter knejste han med Nakken: »Kender
I mig, ikke? Ved I ikke, hvem I har for Eder? Jeg er Overgud,
Overgud!« Han nikkede og gentog det flere Gange med synligt
Velbehag. Pludselig slog han ud med Haanden. »Dette fordømte,
tætklipte Hodehaar! Væk med Dig, din Satans Maske!« Stemmen
blev til et Skrig.
I dette Øjeblik blev han grebet bagfra og revet overende af
en Mængde haandfaste Næver. Doktor Thomsen var vendt tilbage
med nogle Opsynsmænd fra Rigshospitalet, som stille og ubemærket
var kommet ind gennem Kabinetet og havde lusket sig bag
paa ham.
Der blev nogle Minutters voldsom Kamp, inden de fik ham
bunden. Saa tog de ham imellem sig og bar ham ned i Vognen.
Doktor Thomsen fulgte med. Lyden af hans Forbandelser og
Skrig blandet med slæbende og uregelmæssige Skridt af tunge,
trampende Støvler naaede fra Trapperne ind i Stuen. Efterhaanden
tabte Larmen sig, men først da Vognen kørte bort, blev det
ganske stille.
Han blev ført lige til Gaustad og maatte straks i Celle.
Da der var gaat et Par Maaneder, blev han roligere og kom over
paa en anden Afdeling. Men en af de første Dage efter
Forandringen benyttede han sig af et ubevogtet Øjeblik til at hænge
sig i sit sorte Silkehalstørklæde.
Da Doktor Thomsen bragte Fru Holm Efterretningen om
hans Endeligt, udstødte hun et Jammerskrig og faldt bagover i
Stolen som ramt af Slag. Til alt, hvad han sa’ om, at hun burde
glæde sig over, at hendes Mands pinte Sjæl nu havde faat Ro,
svarte hun ikke et Ord. Da han videre blev ved at tale til
hende, rystede hun svagt paa Hodet og betydede ham ved Tegn,
at hun ønskede at være alene. Med et Suk forlod han hende, og
gik hen til Svigerinden Fru Grønn, hvem han bad se til hende.
Da denne kom, fandt hun Døren stængt. Hun bankede paa og
raabte ind til hende; men der kom intet Svar. Saa blev hun
hos Gutterne, spiste til Middag sammen med dem, og gentog fra
Tid til anden sin Banken paa den lukkede Dør, hver Gang med
det samme Resultat Tilsidst lod Fru Grønn Gutterne forsøge.
»Luk op Mama, det er mig, Sigurd« — raabte han, »vi er
saa bange, du er syg.« Efter nogle Øjeblikkes forgæves Lytten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
