Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - August Strindberg: Den literære Reaktion i Sverige efter 1865
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
beredt paa at lide for, blev levende for os. Det var en
Savonarola-Røst midt i en kunstdyrkende Tid, men den havde den Fejl ikke
at vise nogen Vej, og man stod der, utilfreds og fortvivlet,
ventende paa det befriende Ord.
Saa udbrød i Sommeren 1870 den fransk-tyske Krig. Den
gav Nysgerrigheden en Del at tage vare og vakte i politiske
Kredse Opmærksomhed for Forsvarsspørgsmaalet, men den kan
ikke siges at have ført nogen synderlig Vækkelse med sig. Da
•Frankrig bukkede under, blev der skrevet et og andet til dets
Trøst, og Aviserne skændtes. De vildeste af Frankrigs Venner mente,
det var ude med Kulturen, da Tuilerieme brændte, og følte
Medlidenhed med ham, der blev fanget i sine egne Garn ved Sedan.
At Frankrig blev Republik, faldt helt naturligt, men Karl XV levede
endnu, og ingen længtes efter Republik hos os. Vi var saa igroede
med vore liberale Forestillinger, at vi glædede os over den franske
Republik, uden dog at være misfornøjede med vort eget Monarki.
Men der var abstrakte Frihedsidealer, store, verdensomstyrtende,
kulturfjendske Tanker oppe, og man følte endog Sympati med
Pariserkommunen. Man sprang forbi Spørgsmaalet om
Regeringsformerne og begyndte at gaa ind paa Samfundsproblemerne og
at søge efter Aarsagerne til Menneskeslægtens almindelige
Utilfredshed.
1872 udkom der til Julen en Literaturkalender, forfattet af
Upsalastudenter. Nu blev der gjort Anskrig, i de store Blade af
Signaturerne, i Upsala af saa godt som alle. Der skulde altsaa
ingen Poesi være mere! Saadan en Poesi var det, man nu skulde
have! Men den Poesi var i Virkeligheden hverken værre eller
bedre end de fleste af Signaturernes. Hvad var der da hændt?
Var det kun nogle enkelte Personer, der havde Privilegium paa
den Slags Poesi og udfærdigedes der ikke flere Digterbevillinger?
Nej, man var ganske simpelt træt af den Elendighed.
Med Signaturerne var Ulykken nu en Gang sket, og man
slap dem ikke, ti de sad jo som Dommere. — Fiaskoen var
fuldstændig, og man turde knap vise sig paa Gaden. Jeg vil ikke
sige, det var Misundelse, som var Skyld deri; nej, det var et
Symptom. Poesiens Tid var forbi; nu vilde man have Realitet.
Men hvordan havde Skønliteraturen levet i disse Aar. Det
var den gode Tid, den Tid da Industrien og Aktieselskaberne
gjorde Forretninger, da der var Penge som Græs og alle vilde
leve godt. Fra 1872 til 78 hører man kun om Stiftelse af Ak-
Tilskueren. 1886. “ ~
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
