Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Zangenberg tav, og han var dog den nærmeste til at tage til Genmæle, han
kendte hele Stykket, hvad faa af den første Aftens Tilskuere gjorde. Det er jo
des værre saaledes her til Lands, at der stilles den højst urimelige.Fordring
til Kritikeren, at han paa én og samme Tid skal anmælde baade Stykke og
Spil, skal give enhver sit; hvor let kan han ikke tage fejl? Men hvem
siger ham det, hvis saa er? Af hvilken Grund tager dog ikke en Forfatter, en
Skuespiller til Genmæle, naar Kritiken synes dem at gaa ud fra et galt
Synspunkt? Hvorfor tog f. Eks. ikke Hr. Zangenberg til Genmæle her? Er det af
Fornemhed, saa gid den Slags Fornemhed sad paa Bloksbjærg. Først naar vi
faar Samarbejde mellem Forfattere, Skuespillere og Kritikeren, først da bliver
Kritiken til Held for Kunsten. Der klages tit over, at en Skuespillers Værk
dør med ham, men hvilket varigt Minde vilde han ikke sætte sig ved slige
Genmæler? En kommende Teaterhistoriker vilde da have hans egne Ord at
holde sig til, medens han nu kun har Kritikens højst mangelfulde og i mange
Tilfælde helt manglende Ord. Dette burde vore Skuespillere snarest muligt
betænke.
Endnu har det kgl. Teater opført Heibergs , Alferne’, men i en Skikkelse,
der lidet stemmede med den Agtelse, det burde vise Heiberg i hans Grav.
„Gennem København* kaldes den ny Skikkelse, hvori Københavns gode,
gamle Bekendt „Peter Sørensen’ har vist sig paa Dagmarteatret. Bearbejdernes
Navne har frelst dette elendige Makværk fra den Udpibning, det ærlig havde
fortjænt. Det kan kun vække Forundring, at Hr. Carl Wulff, den godmodige
Fremstiller af den evig gemytlige Københavner, har gidet sætte sit Navn paa
Bearbejdelsen og derved givet denne uhyggelige Plattenslager en
Autorisation, han aldrig burde haft. At den anden Bearbejder, Hr. Olaf Poulsen,
ikke har nogen sikker eller kræsen Smag, har han i Aar Gang efter Gang
givet Bevis for, men faa eller ingen havde vel ventet, at han var saa lidt
kræsen, som han her har vist sig. Var det københavnske Publikum mere
vaagent og ikke saa blindt troende overfor visse Navne, var dette Stykke, der
helt igennem er en Fornærmelse mod København, aldrig naaet ud over én,
højst to Opførelser, nu har det derimod gjort Lykke!
Del eneste Lysglimt i al denne Bedrøvelighed var Hr. Lindstrøms krøllede
Provins-Blondhed, han gik paa med Dødsforagt, det forfærdeligste Vrøvl sagde
han med en Godtroenhed og Uforfærdethed, der bredte et forsonende Skær over
de Scener, han var med i, og det var heldigvis de allerfleste. Denne unge
Skuespiller kan med Stolthed se tilbage paa April Maaned, i den er han bleven
Komiker af Bang; før har det knirket og knaget af Tørhed hver Gang. han
blot vendte sig, med ét synes han nu at have frigjort sig fra næsten alt delte.
Hans Joblot i „Babiole og Joblot’ var Begyndelsen, der var Lystighed og
Bevægelighed over hele denne Figur, dog savnede den det hans Haandværk
særlig karakteriserende, ti det er ikke for intet, at Stykkets anden Titel er „Den
forelskede Tapetmagersvend’. Hvad Joblot lovede, holdt Nikolaj Svendsen;
blot den unge Skuespiller vil blive ved al arbejde ihærdigt fremefter.
Arthur Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
