Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Frøken A. Prydz: Niels Mo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han saa over til sin Kone, — og begyndte saa at fortælle,
hvad han og Mo’r havde drevet det til at spise og drikke om
Dagen, men var ikke kommet længer end til, hvad der gik ned
paa Sængen om Morgenen, da en Mo, en Skøjer, sagde man,
men det bedste Ho’de i Familjen, rejste sig og slog til Lyd:
»Jeg advarer enhver, at de maa tie bommende stille,
ellers vil jeg sende dem allesammem lige lukt ad Helvede til,
det vil jeg i al kristelig Ro og frelst Samvittighed. Men hvad jeg
vilde sige var, at det ikke var saa rart, om Nils holdt Tale for
Fruentimmerne, for han har sgu haft ualmindelig megeinFornøjelse
af dem. For det ene har han nu en trivelig Kone og lever som
i Abrahams Skød, og for det andet havde han i sine unge Dage,
da han gik paa Vildgræs her i Norden, og sandt for Dyden, ikke
var noget Gudsbarn, en uforglemmelig Historie med et lidet
Pigemenneske, med saa fint et Lag og saa skirvoksen som en Skogfru,
at jeg kan sandfærdelig ikke begribe, hvor Nils kunde komme
did.–––Sid bare rolig, for det er sandfærdelig sandt–––––-
du er som vi andre; vi er samsaltede Sild — — men hun var
en Solblom! — — her i Norden. — — Tænker du ikke, jeg
husker paa Østgaarden! — da var hun der med en Rose i
Brystet — — ja, Død og Kvide––––-og du dansede med hende,
saa Bladene faldt — et for et laa de over Gulvet––––-det véd
Vorherre — og Jentungen blev bleg om Næbet siden, det kan
vel være!«
Nils sprang op og slog i Bordet. Det var et Slag, der
knuste Talerkener og Glas og jog Gæsterne op i Larm. Ingen
kunde styre ham; han vred sig under de stærke Hænder og för paa
Fin. Det sydede ham i Kroppen, han skar Tænder, og Munden
var bidt blodig.
Helligbrøde var det, Helligbrøde. Fin skulde dø som en
Hund. Han brød sig gennem de værgende Arme med et fort,
uventet Kast, og Fin laa blødende paa Gulvet, før de fik Overtaget
med ham.
— Fin blev vasket og stelt, kom sig igen og forsvandt;
Gæsterne begyndte at samle sig og danse, og om en Stund var
alt som før med Undtagelse af Husfruen, der var muggen, mest
for at det ikke var for hendes Skyld, Nils havde slaaet nogen til
Blods. For i Grunden var det jo som i Romanerne, hvor man
duellerte og skød hinanden, og det var i Grunden »kønt.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
