Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Wsjewolod Garschin: Fire Dage, Fra Russisk ved Professor Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(det var formodentlig i Gaar); nu er der gaaet et Døgn siden den
Tid; der gaar ét til, og saa dør jeg. Jo mere stille jeg ligger,
jo lettere bliver det overstaaet. Kunde man blot ogsaa faa Hjærneu
til at holde op med at arbejde, men den vil ikke lade mig i Fred.
Tanke efter Tanke, Minde efter Minde myldrer frem derinde, men
paa den Maade kan den ikke længe blive ved; det faar ogsaa
Ende. Saa slutter det hele med et Par Linjer i Aviserne: Vort
Tab er ubetydeligt, fem saarede og en død, Frivillig af femte
Bataillon Iwånow. Nej, de trykke ikke engang mit Navn men
skrive blot: en død og fem saarede. Det lyder saa let, og ingen
tænker noget derved.
Der dukker et lille løsrevet Minde op for mig. Jeg saa
en Gang en Hundehvalp; det er længe siden; for Resten er alt det,
som hændte inden den Tid, jeg kom til at ligge her med det ene
Ben knust, sket for meget længe siden. Jeg gik ned ad Gaden.
Der saa’ jeg Folk strømme sammen. Stimmelen stod uden at sige
noget og saa’ paa noget hvidt, der laa paa Stenbroen oversmurt
med Blod og peb ynkeligt. Det var en stakkels lille Hund;
Sporvognen havde kørt den over. Den vred sig og droges med Døden,
ligesom jeg nu gør. Saa kom der en Politibetjænt; han skubbede
de nærmeste afvejen, tog Hunden i Nakkeskindet og slæbte den
ind i en Port. Dermed endte Opløbet.
Kommer der mon nogen og flytter mig til Side? Nej, jeg
bliver liggende, hvor jeg ligger, til jeg dør. O, hvor det er dejligt
at leve. Den Dag, da Hunden blev kørt over, var jeg selv saa
lykkelig, som noget Menneske kan være. Jeg stormede frem i den
mest overstadige Glædesrus, og der var noget at være glad for.
— Det kommer altsammen op i mit Hovede igen og dunker i
Tindingerne.
Men nu begynder det at blive varmt. Solen brænder. Jeg
lukker Øjnene op og ser de samme Buske og det samme Stykke
Himmel, men ved Dagslys. Og derhenne, et Par Skridt fra mig,
har jeg min Nabo. Det er et Lig, en Tyrker. Hvor han er stor.
Jeg kender ham igen. Det er netop ham. . . .
Mine Øjne fæste sig paa det Menneske, jeg har dræbt.
Hvorfor slog jeg ham ihjel?
Der ligger han stendød med en Blodpøl staaende under sig.
Hvorfor drev Skæbnen ham bort fra hans Hjemstavn? Hvem er
han? Maaske har han ligesom jeg en gammel Moder derhjemme.
Længe vil hun mangen Aften blive siddende udenfor sin Lerhytte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
