Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Læsere virker denne hans stadige Videreudmalen og
Genfrem-dragen trættende som Ryk i Tømmen. Det er den i Æmnet fortabte,
som ej kan løsrive sig og gaa til noget nyt, Gemyttets stædige
Dvælen ved Enkelthederne.
Og nærmere beset er den Kraft, der gennemaander Værket,
en lidenskabelig fastholdt Grundstemning, der fra Forfatteren
meddeler sig til Læseren. Derfor vinder hans Digtning Hjærteme,
fordi han selv »lever sit Værke. Paa hver Side, i hver Sætning
pulserer et rigt Liv. Ingen kølig Skyhed, ingen Aandsfornemhed.
»Vi skabe Stil og Kunst med vort Kød og vor Sjæl; vi er Livets
Elskere, vi give jer hver Dag en Smule af vor Eksistens.« Han
giver sig fuldt ud. Et rent udvortes Træk som Eksempel. Medens
de Goncourtske Titler ere lukkede Bøger, hvis Indhold først Værket
selv giver — intet sigende Egennavne —, saa giver Zolas Titel os
oftest — uden Reservation — Bogens Idé (Curée. Joie de vivre.
Germinal). Dette stærkt personlige er det, som fængsler, det er et
voldsomt Temperaments Pust, som faar disse døde Ord til at
dirre af Liv.
Kærnen er da en stemningsbevæget Opfattelse af et Stykke
Virkelighed, som slaar ud i kontemplativ Fordybelse i
Genstanden. Virkelighedstro bliver det Billede ikke, som herved
kommer ud. Zolas Objektivitet gaar kim til Formen. Han føler
det selv, men siger: „Fattes vrai, fapplaudis, faites individuel,
fapplaudis plus fort.* Den koldt bevidste Forstandstendens
banlyser han af Digtningen; »Have Homer, Shakespeare, Moliére,
Balzac haft den besynderlige Idé at ville reformere deres Tids
Ægteskaber?« Men den Tendens, som slaar ud af et
lidenskabeligt, individuelt Syn paa Verden — Hugos, Turgénjews, H.
Ib-sens Tendens — den bærer og gennemildner Zolas Digtning; den
er selve Tidens Lyrik.
Og den Zolaske Poesis Grundtoner er nu kun Genklang af
de sympatisk-æstetiske Hovedfølelser hos ham. Og saaledes, at i
de tidligere Bøger Grundstemningen er langt mere ensidig, ublandet
end i de senere. Hadet gør paa én Gang skarpsynet og blind,
som i Pot-Bouille, det Skandskrift, Hadet har dikteret ham mod
Bourgeoisiets kalkede Grave; rent æstetisk virker det først som
overlegen Satire, foragtfuld Ironi eller grusomt Humor i Eugéne
Rougons Tale for Kejserdømmet i Deputeretkammeret, i Plassans’
Skræk og Pierre Rougons Heltemod under Oprøret, i den idiotiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
