Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - V. V.: Émile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
noget varigt Mærke.« Og af rigere Figurer er det helst sikre,
sluttede Viljesmennesker (Abbed Fauyas, Eugéne Rougon, Octave
Mouret) eller aabne, modige Kvinder, der holde sig rene uden
Sjælekamp ved deres kolde, harmoniske Temperament (Denise,
Pauline).
Mellem Milieuet og Sjælelivene gaar saa Handlingen frem.
Den digtes senere til, ud af disse Faktorer, og ofte er
Konstruktionen ubehændig (f. Eks. i Faute de l’abbé Mouret, Une page
d’amour), men i de senere Bøger er den ukunstlet og ligefrem, som
Livet selv. Milieuets Indvirkning paa Sjælelivet overdrives af Zola.
Lad være, at den nedlagte Kirkegaards gravfede Jord kan puste
noget af Dødens Rædsel og vemodige Selvopgivelse ind i de unges
Elskov oppe i Græsset; men er det virkelig den tropiske
Drivhusluft og de eksotiske Blomsters bryndehede Duft, som avler Renées
og Maximes unaturlig raffinerte Sansenydelse, og Paradouhaven,
som tvinger de to Halvbøm til Samleje? I de senere Bøger er nu
ogsaa Milieuets Indflydelse skildret mere ædruelig; det legemlige
følger kun stadig med som Støtte for Fantasien. Derved bliver
denne Poesi i særlig Forstand billeddannende. Undersøger man
Scener som Vaskeri- eller Strygescenen i L’Assommoir, ser man,
hvorledes Beskrivelse og Replikskifte ere indfiltrede og veksle
rytmisk, saa at det ene fører over i det andet. Dette samme
medfører imidlertid det uheldige — som, om end i mindre Grad,
gælder hele den moderne Roman —, at vi stedse staa halvt
udenfor Personerne som »uvillige« Tilskuere af Scenen, halvt midt
inde i Sjælelivet, det samme uheldige, som i Sjæleskildringen klæber
ved hans Vaklen mellem analytisk Beskriven og digterisk
Gengivelse. Vi hoppe ud og ind hele Tiden. Ti det er ej Omgivelsen, vi
laa, som de »agerende« opfatte den, men som Zola ser den. Selv i de
stærkest bevægede Scener, hvor Personernes Tanker er helt andre
Steder, skildres Rummet omhyggelig. Mindst støder alt dette i
L’Assommoir, hvor Fortælletonen nærmer sig den skildrede
Verdens; men naar lader en Gang en Digter os leve et eneste
Sjæleliv, saa at vi kun gennem denne Sjæls Erfaren og Opfalten
lærer Omverdenen at kende?
Blandt de enkelte Scener vil jeg fremhæve et Par Slags,
Zola ynder. Først de Totalbilleder, som ofte resumere Værket
og samle i et haandgribeligt Hovedindtryk. Melodramatisk er
Slutningsscenen i Faute de l’abbé Mouret; men virkningsfuldt er
f. Eks. det grandiose Slutningstableau i Nana, med »Veninderne«s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
