Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tegnede Linjer havde han vidst at trække op med Mesterhaand. Den særegne
Smaastadsduft, der hvilede over det hele, skyldtes sikkert ham, ti Hostrups
Dialog indeholder nogle pudserlige Urimeligheder, der ikke lader sig ramme
ind i dette Smaastads Billede, saaledes Røldals Spørgsmaal til Lerup, om det
er Væver Hansens Hus, og somme andre Smaatræk, ja selv Sprogtonen er næsten
helt igennem stemt en Smule for højt.
I denne kvalme Luft, i denne Smaalighed har Hostrup ladet sin Heltinde
Karen Bak vokse op. Se godt paa hende! siger han med Stolthed, hun har
ikke taget Skade af Omgivelsernes Usundhed, hun er et Hoved højere end alle
andre i denne Ravnekrog. Det er tydeligt, at han vil, man skal se dette, men
uden hans Pegefinger vilde man vel aldrig falde paa det, ja hun er dygtig og
brav, ærlig og trofast, men det, der skulde højne hende over Mængden, det
synes hun at savne; hendes ganske uvirksomme og raadløse Venten synes
heller ikke at tyde paa noget overordentligt. Fru Eckardts Fremstilling hjalp
ikke til Forstaaelse: hendes Damelighed prellede uhjælpelig af mod Karens
dygtige Tagen-Haand-i-med.
Saaledes traadte den Person, der for Hostrups Øjne sikkert har vist sig
i Forgrundens klare Lys. — ikke for intet bærer hele Stykket hendes Navn —,
tilbage i Baggrundens matte Skær, og Forgrunden udfyldtes saa af andre, af
Personer, der har staaet som underordnede for Hostrup selv. Først og fremmest
Sønderlund; Hr. Olaf Poulsens kostelige Skabning af denne Fyr viste ham
atter som den store Kunstner, han er, men som han i dette Teateraar
omhyggelig har skjult. Fra først til sidst er Sønderlund den samme forfængelige,
selvglade Nar, han behager sig i sine teatralske Stillinger, vant som han er til
at spille første Elsker ved Byens Privatforestillinger, han fryder sig, naar hans
.lille Tenors” Smørtoner lyder ud i den stille Aften. Se blot hans første
Indtræden i Festtoget, hvor sikker paa sin Dejlighed er han ikke i sin hvide Vest,
graa Hat og lyse Benklæder, og da han saa sender Damerne sin store Hilsen,
hvor uimodstaaelig i sine egne Tanker. Og tag ham saa til Gengæld overfor
Borgmesterinden, han ler pligtskyldigt uden at ane hvoraf, hans Øjne bliver
store og runde, den bedrøveligste Betænkelighed lyser ud af dem, jo
ufatteligere hendes Ord synes ham. Eller bedre, tag ham i Hovedscenen. Lidende
som af Mavevrid ser han ud, da han træder ind til Fru Randolf, hans Stolthed,
Overskægget, hænger slattent og tungsindigt ned mellem Læberne, hans Stemme
knækker over, hele hans Skikkelse er Knæk fra Isse til Fod. Og saa
Forvandlingen, da Fru Randolf taler om .Æren, om Damernes Beundring, han
retter sig med et Ryk, Overskægget snurres dristigt opad, og atter glinser hans
Ansigt i hele dets fedtede Søndagspuds, og midt i alt dette bæver hans Stemme
af overbærende Medlidenhed med Garding. Men overfor denne selv i Fængslet
er han nedladende beskyttende, nonchalent. Hatten tager han ikke straks af,
og saa den kostelige selvbeundrende Patos han anvender i .Finder du da, det
er for stort et Offer af mig?” Alt i alt et beundringsværdigt Billede støbt i
en lydeløs Form, men hvor længe vil det vel vare, inden Hr. Poulsens usalige
Lyst til at høre Publikums Latter driver ham til vilde Overdrivelser, der vil
sprænge Figurens Ramme; allerede ved den 9de Opførelse var han godt
begyndt, og godt begyndt vil her sige det samme som halvvejs ødelagt.
Ingen naaede op i Højde med denne Ydelse, nærmest kom vel Fru Phister
med sin hyggelige, ærlige Borgmesterinde, og længst borte øjnede man Hr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
