Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Georg Brandes: Aladdin. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
barn har det Blod i sig, der muliggør saa store Skæbner.
Endelig er der maaské en Reminiscens heri: I det Skuespil, som var
Oehlenschlägers nærmeste Forbillede, da han udarbejdede sit
Værk, Tiecks Kaiser Octavianus, hvilket i Forholdet mellem
Moderen Susanne og Sønnen Florens har noget, der minder om det
mellem Morgiane og Aladdin, er den gamle demens kun
Plejefaderen, og alle Konflikter i Huset have det Ophav, at Sønnens
Drift til fyrstelig Idræt og ridderlig Syssel bryder sig mod
Hjemmets Kræmmeraand.
Det er kun her i Arbejdets Begyndelse, at Oehlensch läger
saaledes forsætligt og som i Kaadhed fjærner sig fra den i
Danmark herskende borgerlige Moral. Jo mere Digtet skrider frem,
des borgerligere og des frommere bliver han.
Endnu er et fint lille Træk at nævne, som er tildigtet og
som fører os lige ind i Skuespillets Midtpunkt:
I Tusend og én Nat véd vel den afrikanske Troldmand
ganske tilforladeligt, hvor Lampen er at finde, men det er ham
ikke tilladt, selv at tage den; »der maatte en anden forrette
saadant.« Derfor gør han sig bekendt med Aladdin, hvem han
anser for et ubetydeligt Barn, men som »kunde være bekvem nok
til at gøre ham den Tjæneste, som han forlangede af ham.« Der
findes intet om, hvori Bekvemheden til at bemægtige sig Lampen
bestaar, kun disse Ord: »Den afrikanske Troldmand forstod sig
overmaade vel paa Fysiognomier og derfor fandt alle de Tegn
udi Aladdins Ansigt, som var ham fornøden.«
Her har nu Oehlenschläger tildigtet den berømte Scene,
hvor Appelsinerne kastes i Grams, to Gange gribes af Aladdin
og tredje Gang falder i hans Turban. Som den, der naar Lykken
to Gange har skænket ham sin Gunst, tredje Gang »med
sammen-tvungne Hænder« lokker den ned i sin Turbanpul, aabenbarer
Aladdin sig for Nureddin som det brugbare Redskab.
Og her staa vi ved Karakterens Grundelement og paa
Tærskelen til det Idéliv, hvormed Oehlenschläger udstyrede
Æven-tyret af sit eget.
Hvad er, hvad betyder Aladdin?
Ogsaa uden den Henvisning, som findes i Fantasias Epilog,
vilde man have forstaaet, at der er to Steder, hvor
Hovedoplysningen maa søges, nemlig hvor Nureddin læser i den gamle
Foliant, og hvor Ringens Aand forklarer Aladdin Livet:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
