Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Georg Brandes: Aladdin. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han hører udsige, hvor han spørger til sit Eftermæle i Hjemmet:
en vederstyggelig Digter.
At Ibsen under Udarbejdelsen af Per Gynt nogensinde
skulde have haft Aladdin bevidst i sin Tanke, forekommer mig
ganske usandsynligt. Men den Lighed, der glimter frem i
Forholdet mellem Sønnen og Moderen, har beslægtede Konsekvenser.
I begge Digtninge er jo Helten en Enkes eneste Søn og Moderen
en komisk-rørende Person. I Aladdin se vi Sønnen, afsindig af
Fortvivlelse, sidde ved Moderens Grav og i sin Indbildning vugge
og synge hende i Søvn som et lille Barn. Saaledes synger Per
Gynt sin døende Moder i Søvn, fortællende hende smukke
Historier, som Børn gærne hører dem før de sove ind. Kun at
Aladdins Vanvid er skønt og at Situationen her har Digterens
fulde Medfølelse, medens der hos Ibsen er en skærende Ironi over
Løgnen og Fantasteriet, der omspænder den stakkels Aase selv i
Døden. Paa Per Gynt kan man maale, hvor langt i Slutningen
• af Tredserne Slægten var kommen bort fra Aladdin; ti det
samme, som i Aladdin er den skønne Drøm, er i Per Gynt det
lede Fantasteri.
Aladdin er Glæden over Livet, det vil sige den udkaarnes
Glæde over sit Liv som Undtagelse; men for andre end Lykkens
Yndlinge er dette et nedslaaende Digt. Ti hvad kan i Grunden
være mere melankolsk end denne Lære om Værdiløsheden af alle
dem, om hvem det i Aladdin hedder:
Hvo nu ej fodtes under Stjærnen blid,
Hvo kun fik ringe Held og sparsom Evne,
Fremvirket kun til Massen for sin Tid_
Oehlenschläger rettede senere Massen til Stoffet. Ligemeget:
for dem, der kun er Masse eller Stof er dette Livsglædens Digt
lidet trøsteligt. I den tyske Aladdin sammenlignes disse
Mennesker med Morianer, der forgæves søge at vaske sig hvide:
Docli waschen sidi und reiben sich die Mohren
Und toben gegen Seliicksal, Gott und Leben,
Weil sie nieht so wie Jene sind geboren.
Saa frugtesløs er den geniløses Stræben efter at udmærke sig.
Medens vor hele nyere Poesi har en Art opdragende
Karakter, maa da Aladdin kaldes et af de for Mængden mindst
pædagogiske Værker, der kan tænkes. Det lærer Mængden kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
