Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Docent Jul. Lange: Studier over Leonardo da Vinci. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa megen uudtalt Tanke og tilbageholdt Mening bag dem. Saaledes
f. Eks. paa Hovedpersonerne i »Nadverent (Kristus) og paa Kartonen
i London (Maria). Særlig skal jeg minde om en Række af tre
Hoveder fra Leonardos Haand, alle i fremadbøjet Stilling og sete
halvt i Profil. Det ene er en yderlig, næsten pinlig, gennemført
Kridt-Tegning i Florents med et lidt søgt sentimentalt Smil, men
utvivlsomt ægte. Det andet, ligeledes i Florents, er et let Udkast
med Oljefarve, graat i graat, af et jævnere, alvorligere Udtryk.
Det sidste endelig, i Galleriet i Parma, meget gennemført graat i
graat med Oljefarve, viser tydeligst, at den hele Række betegner
Tilnærmelser til en eller anden Figur paa et kirkeligt Maleri
Det er et af Leonardos kostbareste Udtryk, en Sjælens
Honning-draabe, lutter Sjæl. Øjenlaagene ere næsten sænkede helt over
Blikket, Munden smiler ganske fint og let, glad bevæget og dog
med en vis uudtalelig Vemod.
Da Leonardo under sit Ophold i Florents i de første Aar
af det 16de Aarhundrede malede den skønne florentinske
Borgerkone, Mona Lisa, sørgede han, som Vasari fortæller, for, at der
under Séancen uafladelig var Musik og Sang eller lystige Personer,
som holdt Damens Sjæl munter og fjærnede det Præg af
Kedsomhed og Forstemthed, som man saa hyppig ser paa Portræter.
Ingensteds føler man i Virkeligheden som ved dette Portræt,
hvorledes Leonardo gik’ ud paa at fjærne den haarde, kolde Skal,
som kan omgive Sjælens Udtryk, for at man kan skue ind i dens
glødende, rigt bevægede Dyb. Det hænger nu paa sin Æresplads
i Louvre i Nærheden af Mesterværker af Rafael og Titian,
Rem-brandt og van Eyck; men det er ikke overdrevent at sige, at alle
de andres Hoveder se maskeagtige ud ved Siden af dette, som
dog i Tidens Løb er blevet sortere og farveløsere end alle de
andre. Dets Udtryk er som spillende Flammer eller som
strømmende Vand, rigt, ubestemt, uendelig mangfoldigt som den
menneskelige Sjæl selv. Umuligt at sige, hvad det udtrykker.
Det er i hvert Fald ikke noget etisk uomtvisteligt og paalideligt,
som Udtrykket i nordiske Portræter f. Eks. af Memling, Durer,
Holbein. Der er Mildhed, en vis musikalsk klingende Glæde,
indsmigrende Sødme, og atter denne ubeskrivelig fornemme,
distin-guerede Holdning og Bevidsthed: heri staar ethvert
Dronninge-portræt tilbage for denne Borgerkones. Man har tillige fundet
noget lumsk i hendes Udtryk, noget »katteagtigt«, en
»Giftblanderske«, i hvert Fald noget uroligt, farligt, hemmelighedsfuldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
