Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. Georg Brandes: Aladdin. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skuelses Livssandhed, hvorom kun Følelsen forvisser, blev af
forsvindende Betydning for en Aandsretning, der flyede enhver
Berøring med det virkelige Liv.
Men nu indtraadte den Nemesis, at Forstanden, som ikke
mere turde kontrollere Fantasien, gjorde sig gældende ved Siden
af den som den Forstandsrefleksion, der stadigt var paa sin Post
for at uddrive Forstanden, og at Følelsen, som ikke mere var
bestemmende for en Fantasi, der tumlede sig i Stemninger, virkede
paa egen Haand som afskrækkende Føleri.
I de faa Aar, der er gaaede hen, siden Oehlenschläger
fuldendte Aladdin paa Dansk, er han begyndt at reflektere over
denne sin Digtning; det vil sige, hans Forstand er begyndt at
tumle dermed som med færdigt Stof. Ogsaa hans Følelse har
frigjort sig paa upoetisk Maade. Han ser med Fjærnhedens
Overlegenhed ned paa sin første Ungdoms Inspiration. Han har
løsrevet sig fra Steflens. Rahbek er ham nu en bedre Kunstkender
end Steflens, og idet hans Følelse ophører at være Steffensk, bliver
den Rahbeksk.
Meget, som Oehlenschläger naivt havde taget op fra
Æven-tyret af, synes ham nu at fordre Begrundelse. Hans Forstand,
der nu løfter sig op over Stoffet, spørger f. Eks., hvorledes det
gaar til, at Nureddin to Gange glemmer, han har givet Aladdin
Ringen? Og hvorfor tænker heller ikke Aladdin nogensinde paa
den Ring? Den Forstand, der spørger saaledes, er den almindelige,
rationalistiske Forstand. Men Forstanden er desuden særligt
romantisk og spørger ogsaa anderledes. Den romantiske Forstand
er en Art Atavisme. Den spørger, som Mennesket i fjæme,
overtroiske Tider spurgte. Den moderne Forstand spørger efter
Aar-sag, den romantiske efter Betydning. Naar i gamle Dage et
Portræt af en eller anden kær Slægtning eller Ven faldt ned fra
Væggen, saa spurgte man ikke som vi efter Aarsagen: Var
Sømmet rustent? eller Snoren for svag? Man spurgte: Hvad
betyder det? Hvad sker ham nu? Er han i Fare eller dør han?
Snart romantisk, snart rationalistisk spørger Oehlenschläger sig
selv: Hvad betyder det hele? Hvad er dets Mening? Hvad vil
Hulen med Skattene sige? Er den der endnu ved Digtets
Slutning? Genser Aladdin den aldrig? Og hvad er Lampen? Aladdin
har et Par Gange givet Afkald paa den. Behøver han den nu, da
han staar ved sine Ønskers Maal? Har han Brug for den?
Burde han ikke give den tilbage? — Og nu Lampens og Ringens
44*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
