Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Ernst Ahlgren: En Strid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
derinde. Hver især ansaa sig for den forurettede og vilde tvinge
den anden til at sige det første Ord.
Tilsidst drak man Te og talte sammen for Pigens Skyld,
men da hun var gaaet, kom den kolde Tone frem igen.
»Jeg er træt efter Rejsen,« sagde han, »jeg gaar ind til
mig selv.«
»Godnat«, svarede hun flygtigt og nikkede til ham fra den
anden Ende af Stuen. Hun hørte ham gaa gennem Spisestuen
ind i sit Værelse og lukke efter sig.
Mon han troede, hun skulde komme og sige venligere
Godnat? Aldrig!
Hun kastede sig i en Stol og begyndte at tænke over hans
uretfærdige Beskyldninger. Ti uretfærdig havde han været, baade
imod hende og hele hendes Køn, det kunde ikke nægtes. Hun
tog sig selv i at lytte, om han ikke skulde komme tilbage. Men
alt var stille. Hun var saamænd ikke uforsonlig. Hvis han vilde
sige et eneste Ord til Forsoning, saa skulde hun straks tilgive
ham. Men han kom ikke.
Uret dikkede og dikkede, klippede Tiden kortere og kortere
med smaa ubevægelige Ryk, klippede Stilheden og hendes Venten
i utallige smaa Stumper. Men der kom ingen.
Hun rejste sig op; det var Tid at gaa i Sæng. Hvor det
allerede var sent!
Hun gik ind i sit Sovekammer og tændte Ampelen i Loftet;
den matte, lyserøde Ampel, som gjorde alle Konturer dunkle og
svævende som et gammelt Feæventyr. Hun kastede Støvlerne og
tog lyseblaa Silkesko paa, som traadte blødere end Kattepoter.
Hun gjorde det langsomt, ligesom for at vinde Tid. Hun
tog sin Kjole af, og tog en hvid Morgenkjole paa med halvlange,
vide Ærmer, som faldt tilbage ved hver Bevægelse. Hun trak
Snoren sammen om Livet; ti det var blødt, hvidt Tøj, der lagde
sig ind om Figuren og ikke raslede; det var blødt, let Tøj, som
lydløst gled over Tæpperne; det var brusende lange Kniplinger,
som fremhævede alt det kvindelig vege i Bevægelser og Gang. Hun
kastede sig paa tværs i en Lænestol for at se, hvor smukt Slæbet
laa ud over Tæppet, og blev liggende der en Tid lang.
I hele Huset var ikke en Lyd at høre.
Hvad bestilte Karl? Sov han, tænkte han?
Skulde de skilles saadan? For første Gang i deres Liv.
Og hvad havde det dog været for en Bagatel? Hvad havde det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
