Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Herman Bang: Sceniske Reform-Forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvor Digteren foreskriver et »Folket skriger« eller et
»Folket jubler«, der kan Meiningeren, uhindret af
Digteren, indføre sit Tidsbillede.
I de store Folkescener arbejder han frit. Historikeren og
Maleren har Spillerum, saa længe Hertugen af Meiningen er sin
egen Digter. Men saa snart den fremmede Digter begynder at
tale — i samme Nu begynder ogsaa den uløselige Strid. Da staar
vi Ansigt til Ansigt med Reformens dræbende og dobbelte
Vildfarelse.
Med uendelig Møje, støttende sig paa dybe Undersøgelser,
paa den nøjeste Kundskab, indretter Meiningerne Hermanns Sal.
Historien og Arkæologien kunde aldrig fejre nogen skønnere
Triumf. Vi tror os, naar dette Tæppe gaar op, ikke i Teatret;
vi er i et Folkemusæum, hvor Kunst og Viden har genskabt for
undrende Øjne et oldgermanisk Hjem. Og ingen Malers
Skikkelser kan være saa illuderende som denne Hermann, der just
har lyttet til sin Hustrus Strængeleg — det barbariske Instrument
— eller hans Hustru, som er sunket ned ved hans Knæ.
Virkningen er fuldkommen.
Ti Dekorationsmaler og Møbelmager og Skrædder, som
udstafferer menneskelige Legemer paa Tidens Maade, kan skabe
et Billede af en svunden Tid paa Scenen. Billedet kan blive
saa fuldkomment, at det vil illudere den kyndigste saa længe —
det forbliver stumt.
Men denne Germanernes Fyrste Hermann og hans Hustru
staar ikke i Tableau. De skal tale. Og de Ord, de bar at sige,
det er ikke en Samtale revet ud af Sueton eller Tacitus; det er
ikke en Hymne af en Druide eller en Heltesang af en Barde.
Det er ikke et i Kunsten opbevaret direkte Udtryk for hin fjærne
Tids Aand. Hele denne møjsomt sammensatte ydre Ramme
indrammer en Digtning af Heinrich von Kleist; Man graver
Drikkekar op af de tusendaarige Moser for at iskænke os Vin fra i Fjor.
Vilde man paa Scenen genfremstille de svundne historiske
Perioder; troede man virkelig, at det kunde lykkes, maatte
Mejningerne fremfor alt have taget Digtninge fra selve Perioden. Kun
saaledes kunde man ved det første Blik tro at give Tidsbilledet
dets eget Hjærte i Brystet.
Man kunde have vendt sig mod Grækenland eller, som
Kong Ludvig, mod Indien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>