Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Herman Bang: Sceniske Reform-Forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Haab, dens Glød og dens Tro — vort Hundredaars
Ungdoms-Tid vi ser, det er den Luft, vi aander i de klassiske
Værker––
Men naar det er saa, bliver Hertugen af Meiningen med al
sin Videnskab, sin Arkæologi, sin Historie, al sin Troskab og al
sin Nøjagtighed dog kun Anføreren for et eneste stort
Karnevalsspil; en kostbar Formumning, lystig for Kendere — dog kun en
Spøg og for Kunsten ringe betydende.
Eller tror han virkelig endnu, at han genskaber en svunden
Tid? At han genopliver Filips Aranquez eller Kapulet’ernes
Ve-rona eller Gessiers Svejts?
Han er jo skilt fra disse Tider ved selve
Digtningen, han har mellem sine Hænder, og som bærer Bud fra
en hel anden Periode end den, han klæder paa.
Meiningerteatret véd det. Ved selve Digtningene, man
vælger, opgiver man fra det første Nu at reproducere de svundne
Tiders Aand. Man forsøger at gøre Maskespillet saa korrekt
som muligt, og man vil fremstille Periodernes ydre Former.
Man holder sig udenfor Digterværket. Det højeste, man
naar, er at kile et frit Billede ind mellem dets Dele. Selve
Digterværket berører man ikke.
Teaterskrædderen hænger Wallensteins Aarhundrede om
Trilogiens Personliste — og Hofskuespillerne deklamerer
Schil-lerske Vers.
VI.
Hvorledes er Skuespillernes Stilling under dette?
I Virkeligheden synes der at opstaa en uløselig Forvirring.
Som levendegjorte Billeder af fjærne Tider taler i Schillerske Ord
Nutids Mennesker. Hertugen vilde skænke Kunsten Liv ved at
genskabe en bestemt Tid; han har opnaaet at slippe tre stridige
Perioder løs i det samme Bur.
Eller han vilde have opnaaet det, om hans Trup havde
talt. Nu blev den ved at deklamere.
Man bøjer sig helt i den Skæbne, som selve Forsøgets
Væsen har paalagt. Man tilhører det ydre, og man unddrager
sig ikke det Aag, man selv har paalagt sig.
Meiningen er det ydres Teater; og man vil i alt Fald
redde, hvad man endnu kan: den ydre Illusion og Illusionen af
Billederne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
