Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Herman Bang: Sceniske Reform-Forsøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lagen er Dogen; og disse Ynglinge, strømmede sammen just nu
fra St. Marco, og disse skønne Damer, der paa Retssalens Galleri,
er nys bleven malet af Tizian.
Vi er i Venedig og ved Foden af dets Doges Trone: ti
denne Jøde, som. har borget Købmanden Antonio tre Tusende
Dukater mod et Skaalpund Kød — han er ved Ernst Possarts
Kunst vor Shylock.
Han harøst dette Blik sRaseri af vor Indignation over
Antisemitismens Barbari; han paakalder med vor Tunge lemlæstede
Menneskerettigheder; dette Had blev levende under ny Forfølgelse.
Besynderlige Modsigelse: vi modtager Bud fra vor egen
Tid og til Gengæld giver vi os villigt hen til den Fiktion, at vi
ser et Billede af en anden. Men ogsaa kun da.
Da lader vi Midlerne blive, hvad Midlerne er: store,
mægtige Hjælpere og Fremmere af Virkningen — Virkningen af det
vort Liv, som her gives os i Kunsten.
Ernst Possarts Gæstespil i Meiningen som Shakespeares
Jøde viste tilfulde, hvorledes det møjsomt samstillede historiske
Billede virker, naar det levendegøres af en moderne Aand.
Da alt levede ved den enes Liv, beundrede man med ét
tusende Skønheder, som man nu saa i Krans om Billedet af denne
ene. Man saa undrende denne vidunderlige Dekoration foran Jødens
Hus; og Optogenes Musik, man hørte fjærnt, og Maanelyset klart
over gamle Rønner, og Skyggerne ind i Jødekvarterets Gyder,
og Sangen og Guitarerne, der langt borte, og de formummede
Bakkanter, som fløj over Pladsen i Tarantellen — alt gled det
sammen til et uforglemmeligt Venedigbillede nu, hvor det var
blevet Baggrund for et menneskeligt Livs Udfoldelse.
Før var det tusende Gange Venedig______
Men i hint Venedig skete intet, som naaede vort Øre.
Nu begreb vi, hvad just Venedig — med sine stolte
Løver og Dogens Pragt og Forfængeligheden klædt i al
Renæssancens Glans — betød som løftende Ramme om dette Billede af
»Jøden«. Dobbelt ensom stod han midt i alt dette Lys.
Med Had har han lukket sin Dør — med Had og
Forargelse — Dag efter Dag for Hedningenes blændende Syndens
Væsen, der skyllede frem til hans Tærskel. Og hans mørke og
tavse Hus ser koldt som en Fjendes Øjne ud paa Karnevalets
formummede Støj. Et ensomt, en fremmeds Hus__________
Tilskueren. 1886. ;>*^>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
