Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
22de August—9de Oktober.
Dinas Genoptagelse har givet Anledning til en hel Hoben mere eller
mindre vellykkede dramaturgiske Betragtninger om Spillemaaden i Tragedier
og da særligt Oehlenschlägers. Man har saaledes paastaaet, at ,Skole* og
„Tradition* var med Hensyn til Oehlensehläger en højst ufornøden Ting, det
gjaldt blot at være naturlig, at være sig selv. Men mon nu dette er saa rigtigt,
som det kan tage sig ud ved første Øjekast? Skulde der virkelig ikke behøves
en vis Skole for frit og sikkert at færdes i den oehlenschlägerske Diktion, der
i saa mangt og meget er forskellig fra vor Tids Tale. Der er nu føret
Verse-formen; den gør ofte Ordenes Stilling tvungen, et vigtigt Ord kommer ikke
sjældent dumpende bagefter, og faar det ikke netop det Eftertryk,
Oehlen-schläger har tiltænkt det, svinder Meningen helt bort. Saa er der den store
Omstændelighed i Udtrykkene; Oehlensehläger bruger mange Ord til en ganske
kort Tanke, hans Repliker ere ofte lange og indfiltrede, ingen rammende
Knaphed udmærker dem, de tager én fangen ved deres skønne Ordvæld. Del er
dette og meget andet, en Skuespiller maa have lært for at kunne spille
Oehlen-schläger, men har han det først inde, færdes han hjemligt i Tragediernes Jamber,
finder hans Tunge sig uden Besvær til Rette mellem Ordene, da, men ogsaa
først da, kan han gyde sin ny Vin paa de gamle Læderflasker. Men det var
netop dette, vore Skuespillere viste, de manglede, den oehlenschlägerske
Sprogtone voldte dem knugende Vanskeligheder, det kunde enhver høre i Dina.
Sproget faldt ikke en eneste mundret: én valgte ved en Hvirvelvinds rivende
Fart at storme gennem en Del, for saa pludselig at smælte hen i Vindstille, en
anden remsede Ordene sindigt op som en udenadlært Lektie for saa ganske
uventet at jage til med en aandeløs Fart: bare Enden snart var der.
Bedst kom vel Fru Oda Nielsen fra Behandlingen af denne hende ganske
uvante Diktion. Ordene fik som oftest en malende Fylde og Rundhed i hendes
Mund, men det hændte dog ogsaa et Par Gange, at Meningen ligesom glippede
for hende; saa lod hun Ordene glide fremad i en rolig, velklingende Strøm, til
hun atter fik den meningsgivende Magt i sin Tunge. Den oehlenschlägerske
Dina lader sig ikke ganske ramme ind i Fru Nielsens moderne Dameskikkelse,
og hendes hele Kunst passer ikke ret vel til den hulde Sværmerskes kække
Jomfru-Begejstring, men hele Ydelsen vidnede om en kraftig Vilje, og bedre
Understøttelse fra hendes medspillende vilde sikkert have gjort hendes Dina større.
Nu lykkedes de første Optrin bedst for hende: den Tone. hvori hun fortalte
den lille Dina Æventyret, var præget af en paatagen enfoldig Barnlighed, der
i Forbindelse med Minespillet, den udtruttede Mund og de opspilede Øjne
passede langt bedre til Situationen end den almindeligere af Erindringen om de
svundne Tider henrevne Deklamation; Fru Nielsen havde her højst naturligt tænkt
paa, at det er til Barnet, Dina taler, til det og ingen anden. Ogsaa Samtalen
med Svigerinden gik vel, ubekymret som en Sommerfugl tog Dina mod Johannas
Formaninger, hendes Tanker beskæftigede sig langt mere med hendes eget
Billede i Spejlet end med en mulig Trofasthed hos denne kedelige Walther.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
