Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Breve fra J. P. Jacobsen: Meddelte af Edvard Brandes. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fremtids sidste Dage? Da Du ikke har boet i en Provindsby og
heller ingensinde haft Tømmermænd, maa Du vel sige nej. Jeg
tænker undertiden, naar jeg ikke har andet at bestille, og det har
jeg jo egenlig ikke videre, paa hvordan jeg skal ende, og jeg kan
aldrig komme til andre Løsninger end: gal, Omphalopsykit eller
Opiumsspiser. Det bliver rimeligvis det sidste, hvis jeg ikke nøjes
med det midterste. Det første er jo saadan et græsseligt relativt
Begreb. Men jeg nøjes nok. Naar jeg skulde skrive Overskrift
over de tre-fire sidste Aar af mit Liv, som kun vilde danne et
meget kort Kapitel i mine Memoirer, vilde jeg vælge enten
»Mellem Slagene«, eller ogsaa, og det tror jeg var mere passende:
»Medens de kæmpe«. For hvad har ikke alle Mennesker levet,
medens jeg har ligget med lukkede Øjne og set mig om. Men
alligevel! (Du kunde da begribe, der maatte komme en Arsis efter
denne Thesis). Jeg tror, jeg har vundet ved at sove. Du skal
se, det gaar mig som Syvsoverne, jeg kommer lige saa ung ud af
Klippehulen, som jeg var, da jeg gik der ind. Hvis jeg da ikke
er bleven yngre endnu, og Ungdom, det er det, der kommer an
paa. Jeg glæder mig til at se mig selv træde op, ung, begejstret,
troende paa Verdensforbedring og Menneskehed, let drapperet og
utydeliggjort med et blaanende Slør af Søvn og Aeqvianimitet.
Alle I andre har ladet Verden tage paa Eder og fingerere Jer.
Forgyldningen er begyndt at gaa af nogle af Jer. Jeg derimod
— Tale er daarligt Sølv, men Tavshed er Guld, og alt det Guld,
jeg har tiet i de fire lange Aar, vil falde forgyldende hen over
min glemte Gestalt, naar jeg atter træder frem. Havde jeg nu
gjort dette af Beregning, saa var det blot og bart talentfuldt,
men jeg har gjort det af Dovenskab, det er det geniale, og genial
er det, man skal være — jeg vil ikke forstyrre Indtrykket af
det oven for skrevne ved det mindste Vink om, hvorfor det er
skrevet eller ved den mindste kritiske Blinken ad mig selv. Sat
Eduardo.
Men Du kunde gærne sige mig, hvordan Du har det, om
det end ikke vil lykkes Dig at gøre det saa tydeligt, som det er
lykkedes mig at sige Dig, hvor ene og verdenforladt jeg føler
mig, naar just det vender op i mig, som er skjult i dette Brev.
Din
J. P. Jacobsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
