Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bare en saa paa dem, og var færdig at briste af
Fortrolighedstrang og Lystenhed paa at opleve noget af det, de læste om i de
franske Romaner. Han maatte le ved Tanken. Ganske pudsige
Ting havde han dog oplevet. Der var alligevel noget af det, som
var værdt at ta’ med.
Men nu. — Der strømmede som en Bølge af Lyksalighed
igennem ham, hver Gang han tænkte paa Forskellen. Lykkens og
Frydens og Elskovens Genier havde alle tømt sine
Overflødighedshorn ud over ham. Ikke paa Jorden fandtes der en.dødelig, som
gik og bar paa saa megen Rigdom, som lian.
Herregud, hvor knusende sød hun var. —
Ved det første Stævnemøde der ude ved Skarpsno, f. Eks.
Saa ræd hun havde klynget sig til ham, uden at kunne tale.
Han havde søgt at berolige hende og havde spurgt, om hun
angrede hvad hun havde indladt sig paa. Men da havde hun
energisk rystet Hodet og sagt, at hendes Angest havde været, at
han skulde udebli. Og slig som hun havde kysset ham inde
under Træerne og forsikret, at selv om hendes Forældre og
Søskende og hele Byen skulde gaa og pege Fingre ad hende, ja om
hun saa skulde brændes paa Baalet for det, saa vidste hun med
sig selv, at hun alligevel vilde elske ham, elske ham og tilhøre
ham, gennem alle Tider og Evigheder. Og alt det hun havde
fortalt ham om hvad hun havde gennemgaat, før hun blev klar
over, at det var Kærligheden, som var kommen over hende. Men
da havde hun sagt til sig selv: Hvis han blot én Gang vil ta dig
i sine Arme og trykke dig til sit Hjærte og kysse dig, saa er
du villig til at bøde med Livet for det. Og ja, han maatte le —
slig som hun havde grebet ham i Skulderen, og rystet ham og
raabt: >Tror du det ikke? Tror du det ikke! Aah du, du skal
kanske faa se«. Ja, der var ikke hverken Begyndelse eller Ende,
hverken Maal eller Grænser for hvor dejlig Margrethe var.
Og da han saa snedigen havde faat hende indført hos sin
Mo’r og sine Søskende, foruden hos sig selv. ... Hendes bedaarende
Kækhed, hendes Ævne til at finde sig til Rette og behandle
Situationerne, og alligevel, altid saadan, at han gennem tusende
Smaa-ting følte som en usynlig Udstrøm fra hende til ham.
Det havde været en herlig Tid, disse Maaneder. Og det
bedste var, at han for hver Dag som gik, blev mer og mer
forelsket. Det eneste i Verden var dog at være saaledes fyldt af en
Kvinde. Hvor blev Livet en Jubel, naar en saadan Elskov bar det. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
