Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fandtes. Det drog et Menneske ned og gjorde Livet til en Ørken,
som Bedstemamma plejede at sige. Hvor var hun ikke bleven
haard og gold, rigtig degraderet i disse Aar. Og nu Knut — han
havde holdt paa at blive forjasket og slap, aldeles udvisket. Men
saa havde Kærligheden reddet ham, mens det endnu var Tid.
Han var lykkelig han, mens hun. — Hun faldt i Tanker paa
Sængekanten, mens hun løste sine Strømpebaand. Hvor var hun
dog fattig mod ham.
Hun for sammen ved at høre sin Svigermor hoste fra den
modsatte Gavl.
»Bedstemamma« — tænkte hun og hægtede Korsettet op.
»Der vil bli en Storm at staa for fra dem allesammen« — hun
rystede saa smaat paa Hodet. »Men det faar ikke hjælpe.«
»Gud ved, om ikke Knut vil sætte sig imod det, naar det
kommer til Stykket. I alt Fald vil det ta svært paa ham. Han
vil helst gaa udenom, som Bøjgen siger. Men det duer ikke.
Tværs igennem, det er nu min Natur. I Morgen tar jeg ind til
Byen, gaar op til Knut og snakker ud af Posen med ham.« Hun
trak sin Natchemise over Hodet, og knappede den langsomt og
betænksomt. Saa pustede hun Lyset ud og gik i Sæng. Men
i Stedet for at lægge sig paa Side med Ansigtet i Puden, som hun
plejede, naar hun vilde sove, strakte hun sig paa Ryg, stak
Hænderne under Nakken og fortsatte sine triste Betragtninger.
Den næste Eftermiddag henad Firetiden gik Knut rastløst
frem og tilbage oppe i de øde Stuer. Hvert Øjeblik var han ude
i Entréen og lyttede, eller han stod ved Vinduet og kég ned paa
Gaden. Saa purrede han op i sit Haar foran Spejlet, fugtede sine
Hænder med Esbouquet slog en Bog op og saa lidt i den, og
ordnede vist for tyvende Gang de beskrevne Nodepapirer, der laa
paa Bordet.
Saa forekom det ham, at han hørte Trin i Trappen, og
denne Gang endelig var han vis paa ikke at ta Fejl. Med et
lykkeligt Smil ilede han ud og lukkede op.
»Endelig« — udbrød han, og trak hende ind i Entréen.
»Din stygge Unge, som har ladt mig vente slig.« Han lukkede
Døren, slyngede Armene om hende med stormende Heftighed og
kyssede hende utallige Gange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
