Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun tog fat i hans Hænder og trak ham op af Stolen.
»Men hvad er det? Faa se paa dig« — udbrød han i en
helt forandret Tone. Han vendte hende mod Lyset, la sin Haand
paa hendes Pande, bøjede Hodet bagover og betragtede hende
forskende. »Du har røde Pletter paa Kinderne, og dine Øjne er
saa blanke og fugtige. Du har da vel ikke grædt?«
Hun rysted paa Hodet med nedslagne Øjne, og der var en
Trækning om Munden, som kunde varsle baade Lartter og Graad.
»Hvad er der i Vejen, Bassen min? Du skal sige mig det,«
bad han med sin kærligste Stemme.
Hun kæmpede et Øjeblik med sig selv, saa slog hun
Hænderne for Ansigtet.
»Du maa ikke græde, Margrethe. Fortæl mig heller, hvad
det er.«
»Det er et anonymt Brev« — sa hun med usikkert Mæle
og tørrede sine Øjne. »Der staar, at Vedkommende meget godt
kender mit Forhold til en vis Musiker her i Byen, og saa skammer
han mig ud, og kalder mig for noget stygt og siger, at hvis jeg
ikke afbryder det, saa skal mine Forældre bli underrettet om det.«
Hun talte med smaa Pauser og bed i Spidsen af sit
Lommetørklæde. Hendes Øjne var fæstet paa Gulvet.
»Hvorfor kalder du det en han?* spurgte Knut, der havde faaet
en meget betænkelig Mine. »Det er dog sikkert et Fruentimmer.«
»Men det er jo like galt for det,« sa hun sagte.
»Ja, Margrethe, mit dejlige Barn. Jeg forstaar, at du er
bleven forskrækket.« Han slog Armene om hende og drog hende
til sig. »Men bryd dig ikke om det du. Anonyme Trudsler kan
én trygt gi en god Dag.«
»Men hvis det nu skete,« hviskede hun med en Gysen.
»Hvor er nu min modige lille Heks blet af?« Han la Hodet
paa skraa og saa hende ind i Øjnene.
»Ja men du Knut« — hun pillede ved hans Knap. »Det
er jo en uholdbar Stilling, dette her. En Gang kommer det for
Dagen, for det gør det altid —.«
»Den Tid, den Sorg« — sa han og kyssede hende.
»Aa ja, men Knut« — hun hævede Blikket og saa bønligt
paa ham. »Du skulde meget heller gifte dig med mig.«
»Du ved, der var intet i Verden jeg hellere vilde, eller
rettere, det er det eneste, jeg for Alvor vilde. Men husk, det er
ikke saa grejt at slippe løs.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
