Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Resultat, som han selv kom til, da man fordrede Geleottis Balletter genoptagne
paa Repertoiret, „at den største Pietet man kunde vise hans kunstneriske
Eftermæle, var at lade hans i sin Tid saa højt skattede Arbejder hvile under det
Laurbærtræ, som hans beundrende samtidige havde plantet til hans
Forherligelse."
Maaske vil Balletten en Gang igen opstaa, men „i en helt forandret
Skikkelse", maaske vil dens Styrer til den Tid ikke som Bournonville lade det
være sig „magtpaaliggende at ... bekæmpe de Fordomme, der stille Lethed og
Ynde lige med letfærdig Øjenslyst“. Maaske vil Balletten helt forsvinde som
selvstændig Del af Repertoiret og kun blive „et Ornament i Operaen og Skuespillet*.
Men selv da vil Bournonvilles Navn aldrig glemmes, han vil i den danske
Teaterhistorie staa som den altid slagfærdige, aldrig trættede Kæmper, han var
mod alle „vrange Meninger om Ballettens Væsen". Med berettiget Selvfølelse
skriver han om sig selv: „Jeg har tilkæmpet Balletten en anstændig Plads i
Kunstens Rige og gjort den til en Prydelse for den samme Scene, hvor jeg
fordum har set den ringeagtet og forsømt" og et andet Sted: „Jeg har ... i
hele min Virken bestræbt mig for at revindicere mine Kunstfæller ... den Ret,
der tilkommer dem." Der var stor Kraft over ham i denne Kamp for „al
hævde Dans og Mimik en Plads blandt de forædlende Skuespil", og hvor sære
og lidet overbevisende end mange af hans Indlæg kan forekomme én, saa maa
enhver beundrende bøje sig for hans utrættelige Ihærdighed. Lige til sine sidste
Dage var han altid til rede at forsvare Balletten baade fra kunstnerisk og
fra finansiel Side, ja tilsidst vender han sig endog mod sin egen Berømmelse,
mod „den falske Anskuelse, der ofte er bleven udtalt, nemlig, at med
Bournonville staar og falder Balletten." Der er noget vist vemodigt ved den gamle
Mands Tro paa Uforgængeligheden af sit Livs Værk. Langt klarere saa han,
da han i sin fulde Manddom (1847) kastede Blikket tilbage over sit Liv og fik
Tvivl om dette Værks Levedygtighed; han skrev den Gang: „Jeg misunder ingen,
jeg vil aldrig fortryde min Virksomhed, men det er tungt at glemmes. Man
beroliger mig med disse Ord: „dersom Du blot havde været en udmærket
Danser, da vilde Du friste denne Skæbne, men dine Kompositioner ville leve i
det danske Teaters Kunsthistorie." Ak. hvad ere mine Balletter uden en
fortrinlig Udførelse?" Ja hans Balletter staar og falder med en stilfuld Udførelse,
og i denne Henseende er det, som ovenfor vist, kun saare ringe, ja allerede
nu er Traditionen saa svag, al Balletterne bliver kortere og kortere for hver
ny Indstudering, de vil dø en hel naturlig Død. Men i de tre Bind „Mit
Teaterliv" vil den gamle Mester leve, den pyntelige, ofte noget omstændelige Stil
tegner tydeligt for Læseren den sirlige Hofballetmester. Og ved Siden af den
røde Traad: Ballettens kunstneriske og finansielle Berettigelse, vil en
opmærksom Læser træffe sande Perler af dramaturgiske Bemærkninger, navnlig om
Elev- og Scene-Instruktion, han var selv en Mester i dem begge. Hans Øje er
skarpt, hans Opfattelse sund og hans Fremstilling tydelig; alle disse gode
Egenskaber har man med Urette været tilbøjelig til at glemme for de Steder, hvor
hans Udtryksmaade særlig udfordrer Latteren.
Medens Balletten saaledes dør en langsom, men sikker Død, er Teatrets
fornemste Kunstart, Skuespillet, ej heller ved saa godt Helbred, som dets
Venner kunde ønske. Det lider haardt under en al Interesse lammende Mangel
paa Raphed i Vendingerne. Alt længe har der lydt Klager over hvor ringe et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
