Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægtsgaard Rosmersholm som den barnløse og i den Anledning
tungsindige Husfrues uundværlige Veninde. Her kommer der
imidlertid over hende et ubetvingeligt Begær efter Venindens blide
og usanselige Mand, Pastor Rosmer, og hensynsløs som hun er,
lyver hun for Fru Beate saa klogt og saa længe, at denne
til-sidst Skridt og Skridt drives til at begaa Selvmord i den Tro, at
hun derved skaffer sin intet anende Mand Lykken i Rebekkas
Arme. Men saa magtstjæler Rosmersholm Rebekka. I Samlivet
med Ejermanden gaar det store Omslag for sig i hende. Han,
der, medens Hustruen levede, ikke var fuldt ud sig selv, fordi
hendes Lidenskabelighed stødte ham, giver sig nu hen, og ved
hans Finhed bliver de opjagede Magter i Rebekka bragt til
Tavshed. Det viser sig desuden, at han aldrig formaar at gaa Vejen
forbi Møllefossen, hvor Beate styrtede sig ud. Og den forsagende
Kærlighed, der ikke vil andet end et »rent« Samliv mellem Mand
og Kvinde, vokser sig saa stærkt i Rebekka, at da Rosmer paa
et senere Stadium to Gange, sidste Gang endog efter at han ved
hendes egne Tilstaaelser har faaet at vide alt, hvad hun har
pønset paa og øvet paa Rosmersholm, beder hende bønlig om at
blive hans Hustru, vil hun det ikke. Det er ikke alene Fru Beate,
der er imellem dem, men ogsaa en Fortid i Nordland, der saa
vidt man kan skønne bestaar deri, at Rebekka har været en
aldrende Distriktlæges Elskerinde. Hun har ikke den Skyldfrihed,
som Rosmer har talt om er nødvendig for at faa Folk til at blive
glade Adelsmennesker. Det har nemlig været Mandens »Livssag«,
efter at han er bleven paavirket af Rebekka og har lagt
Præsteskabet og andre gamle Forestillinger paa Hylden, at ville drage
ud for at skabe glade Adelsmennesker rundt omkring ved Hjælp
af Skyldfrihedsfølelsen og den stille Kærlighed. Og ganske vist
har han nu opgivet denne Livssag i Mismod over, at Rebekka
ikke var den, han trode, hun var, men hun fastholder ikke desto
mindre for sit Vedkommende at være bleven adlet af ham. Dog
han, der jo ved sit Frieri har brudt det »rene« Samlivs Tanke,
erklærer at han ikke kan trænge til Bunds i Spørgsmaalet. Saa
siger Rebekka: »Tror du mig ikke?« Nej, det gør han ikke.
Han tror hverken paa hende eller paa sig selv mere. Hvorledes
han da kan holde ud at leve? Det mener han heller ikke, at
han kan. Han maa have et Vidnesbyrd. Og ved et Besøg af en
lidt fuld og lidt gal og meget sjofel, afdanket Skønaand, Hr. Brendel,
Rosmers gamle Lærer, der nu har faaet »Hjemve efter det store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
