Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
Operetten blev langt fra den Guldaare, vore Privatteaterdirektører sagtens
havde haabet. Dagmarteatret var vel det, der fik dette tydeligst at fornemme:
Ugedagen efter den første Opførelse var Frie. Oavroche henlagt, maaske for
bestandig, og Teatret søgte derfor skyndsomst ind paa et andet Felt. Det
gjorde et Strejftog ind i det svenske Drama og hentede Fru Alfhild Agrells
Skuespil, Frelst, henjed.’ Denne Forfatterinde er sikkert vakt ved Dukkehjemsbulderet;
de Dages bidsige Strid mærkes gennem hele Fablen, og mange af de Replikker, der
nu ved deres overdrevne Voldsomhed i Udtrykket faar én til i det ringeste at trække
paa Smilebaandet, har ved Stykkets Fremkomst sikkert vakt Genklang vide om.
Det er en fire—fem Aar siden, saa hastig flytter Tiden Grænseskel! I Stykkets
Teknik er Paa virkningen af Ibsen ikke meget mærkbar, det er langt mere
franske Dramer af Alex. Dumas fils, Sardou, Svenskernes dramatiske Føde
gennem mange Aar, man her fornemmer. Der gaar nu denne gamle Onkel
Milde omkring og afleverer sine Stikpiller; hvad er vel han andet end en nær
Slægtning til disse med al deres kunstfærdige Aandrighed saa inderligt
kedsommelige Kavalerer, som findes i næsten ethvert fransk Stykke, de saakaldte
Ræsonnører? Han er netop, ligervis som disse, Forfatterindens Talerør. Derfor,
naar han siger om sin .beskedne Viol* (tit og i høj Grad smagløst benyttes denne
karakteriserende Navneallegori), at det er Oscar og hans Moder, der har gjort
hende ond, er det ganske vist ogsaa Forfatterindens Mening. Det kunde nu
alligevel være det samme, om Fru Agreil i Viola saa et efterfølgelsesværdigt
Eksemplar af en forsømt Hustru, naar hun blot havde formet sin Heltinde som
et Menneske af Kød og Blod, men har hun villet dette, saa er det grundigt
mislykkedes: Viola er intet Menneske, kun en i Damedragt paaklædl Ide, Fru
Agrells Tanker om Kvindesagen. Hver Gang Viola kommer en Smule i
Bevarelse, skydes Oscar Hjernes Hustru hastigt til Side, og Fru Agrell tager selv
Ordet. Ja men, saaledes er det ogsaa gaaet store Forfattere, vil man maaske
undskyldende bemærke, den svenske Forfatterinde er ikke ene om denne
Rollebylning. Ganske vist, men saa har disse til Gengæld vidst at forme deres
Repliker som skarpt slebne Klinger, medens Fru Agrells højst gør samme
Virkning som en veltygget. Papirskugle blæst ud af et Pusterør. Og da hun
til Slut tager sin Tilflugt til Sygdom og Død, til Bedrageri og Vanvid, nærmer
Situationerne sig truende det parodiske.
Det vilde være højlig Uret at bedømme Fru Agrell som dramatisk
Forfatterinde efter dette tidlige Skuespil. Allerede hendes næste større Arbejde
DSmd viser betydelige Fremskridt; der er en ganske anderledes tilforladelig
Kraft i Valborgs Heftighed end i Violas, og skøndt det store Apparat med de
mange Personer og flere parallelt løbende dramatiske Traade arbejder noget
tungt, vil Stykket sikkert gøre adskillig Virkning paa en Scene. Man har
sammenlignet det med Dumas fils Denise, ja Fablen ligner ogsaa til en vis
Grad, men heller ikke mere. Fru Agrells Valborg kæmper for sit levende Barn,
for at aftvætte Fødslens Skam fra dets Pande er det, hun blotter sin egen
Vanære, hun forlanger som sin uafviselige Ret Faderens Navn for sin Søn.
Derfor trygler hun ham om Ægteskab, derfor vil hun gennem Skandale tvinge
ham til det, og ikke af Elskov, ti den dræbtes i hende samme Stund, hun fik
Øjnene op for Bjørnklos Forræderi, nu foragter hun ham: „Forstaar De da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
