Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stemning ved et Drikkelag. Garborg har et ulasteligt Øre for
Smaapludret i vort af Dørklokker og vandrende Politibetjænte
ordnede Liv, men ud af det tyste Tonefald hører han Brøl, som
han lægger Mærke til. De kommer fra Mandfolk, og han har
sat dem ind i »Mannfolk«. De har en forskellig Karakter efter
Individ og Omstændigheder, men altid minder de om vore
Kammerater blandt Dyrene, og da Garborg ikke et Sekund kunde falde
paa at ville fornægte dette Kammeratskab, har han sin
uanfægtede Kunstnerglæde af at anbringe dem paa rette Sted.
Bogen har som den forrige sit Stof fra det tunge,
mestendels fattige Kristianialiv, dette forunderlig ensformige Slid paa en
langsom Tilværelse. Moro findes der næsten ikke for Mænd, kun
ulivlige eller uskønne og raa Udskejelser med Fruentimmer og saa
01- og Brændevinsbimplerier. Naturligvis er der et andet Kristianialiv
ved Siden af dette, det, som føres af de velstillede i en mere
eller mindre aandfuld Selskabelighed eller ved Bogen og i
Forretningerne, og af de glade unge Mennesker i Familjerne, paa
Udflugter om Sommeren og paa Isen om Vinteren og saa under den
evige Strygen paa Carl Johan, hvor Sladren gaar og Forliebelserne
plejes. Men Garborgs Kristianialiv er for saa vidt det ægte, som
det er det, hvor der trods den uhyre Kedsomhed dog leves mest.
Det er i alt Fald Jordbunden for den nye norske Samfundstilstand
og dens Kunst. Paa disse fattige Hybeler og daarlige
Beværtningssteder er det at de Samtaler er førte, som aandelig har
næret den Del af Slægten, der er gaaet frem.
»Bondestudentar« fulgte en enkelt Persons Udvikling fra
Barn til voksen Mand, i »Mannfolk« møder vi en rig Samling
Individer af begge Køn paa forskellige Udviklingstrin, og Meningen
med Bogen er ikke at give afsluttede Livsbilleder, men tvært imod
kun at tage det med i Skildringen, som en forholdsvis hurtig
Vandring tværs gennem Kristianialivet viser os. Vi begynder midt
i noget og ender midt i Fortsættelsen deraf. Intet er dog egentlig
ufærdigt, der skulde ikke være mere med denne Gang.
Der er Daniel Sørbraut fra »Bondestudentar«, nu gift Mand
og Lærer i Religion og, naar han vil Præst paa Landet.
Ægteskabet har givet denne værdige Bræger mere Hø end saftige Urter
at leve af, og naar han med sin Dyd kommer forbi et Indelukke,
hvor der staar Kløver, maa han uvilkaarlig standse og betænke
sig paa, om han ikke mulig kunde tillade sig et Spring over
Gærdet. Hans Tilnærmelser til det store Lam i Hjorden, Helene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
