Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Ole og jeg lo — for vi havde ingenting at graate for.
Og ikke brydde vi os om, at Moster gik og førte os ud for
Letsindighed.
»Vi vil s’gu more os,« sagde Ole.
»Er du ikke færdig snart?« sagde han, naar han havde
spist om Kvelden og flid sig og gik og ventede og sprat i Benene,
saa kipen som han var.
»Vi skal ikke have dem med i Graven — se her triller de,«
sagde han, »det er de skabt til!« — Og saa trillede han store,
blanke Sølvskillinger bortover Gulvet; og naar jeg var færdig
med Husets Stel, gik vi og turede dem op.
Det gik paa Sprang gjorde det, med alslags Styr; der kom
en Rid paa mig ogsaa; det var nødt nok, jeg gav mig til hjemme
to, tre Kvelder i Ugen.
Al den Narrefærd som var, saa var vi med til. Jøsses, vi
var paa Maskerader og Baller og al den Tulleskap, som fandtes
— — og Sangerinder og den Slags Guddommelighed, og de bar
sig, saa Ole og jeg lo os kryl af dem.
Aa––––Ole og jeg–––––-som vi havde det den Gang,
det var til at undre sig paa! — — — —
Det gjorde saa ogsaa hele Familjen, baade hans og min;
der kom ikke andet end Fantord.
En Dag kom Moster Mariane.
»At Himlens Gud skal se, hvor I driver og gastererer,«
sagde hun–––— »min kære Ole,« sagde hun, »naar Ladhans
gaar foran, kommer Smalhans bagefter!«
Jeg saa, at Ole blev sint. Han mente han strævede
fuldnok om Dagen. Hans egen Ryg vidst? om det — — Moster
vidste vel ikke andet end, at den Byrde var let, som anden Mand
bar–––og Kvelden var Gud forsyne hans egen.
Jeg gik bort og tog i ham. Ole var altid grej med det, at
det gik saa svint over; jeg vak ved det, saa fort kunde han sætte
i at le igen.
»Somme har for lidet,« sagde han, »og somme formeget —
— slig er det med Dorthe og mig — — Pengene triller hver
eneste Kveld; det kan gærne koste at være Kar —–––––-spinke
og spare kan længe vare, mener du, men det passer ikke for
Dorthe og mig!«
Saa lo han igen og begyndte at flokse med mig rundt i
Stuen, som naar han var i rigtig sprettende Lag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
