Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og naar vi kom hjem om Kvelden, for Ole vilde
sommetider have mig med, endda jeg havde ikke den Art i mig længer;
— men naar han fandt paa det, skulde det staa, og han tog mig
med Magt, det gjorde han fredelig — men naar vi da kom hjem
om Kvelden — du Fredens Gud, hvor det var nydeligt!
Der laa han i Vuggen og var vaagen saa tit, men saa
søvnig og sød og saa mjell i Huden og myghændt.
Og naar jeg tog ham op, sad Ole paa Skamlen hos os og
kunde ikke lægge sig, for Gutten var jo lige saa godt hans,
sagde han.
Men da han vel var to Maaneder — en Dag over — faldt
han af med et og døde for os.
Den Tid kom Moster og kyssede mig og sagde, at nu kunde
hun se, Vorherre ikke vilde slaa Haanden af os, siden han var
begyndt at tugte.
Men hvad Vorherre mente, det har jeg aldrig kunnet
forstaa.
Og al den Nød og Sorg der var og al den Møde paa Krop
og Sjæl, det véd den, der har været med til saa tungsom en Kvide.
For der kom et Barn til hvert eneste Aar; men vi havde det ikke
mere end nogle Uger eller Maaneder; saa tog han det igen.
Det skal vel saa være, tænkte jeg, Vorherre maa bedst vide,
hvad han gør.
Og gamle Bedstemor, som sikkert var Vorherres egen, hun
sagde bestandig: Du maa tro det er til det bedste!
Slig gik det til, at det var sjælden Smaabørn i Huset; saa
jeg havde jo Stunder paa mig til at fare ude om Kvelden, men
at jeg ikke havde Sind til det, hjalp lidet, naar Ole vilde, for det
havde vendt sig til det, at jeg alle Tider maatte føje ham, saa
ugrej og klanglet var han blevet paa en Tid; — og saa hvasse
Øjne havde han, naar han blev sint, at én kunde blive fælen ved
det. Men naar jeg først kom ud, slog jeg mig løs, og da syntes
Ole om sig — Herregud, naar han ikke vilde andet, end at jeg
skulde more mig — det kunde jeg jo godt.
Saa slog jeg al den Barnesorg fra mig. Til Slut syntes jeg,
det var triveligst den Tiden før de kom til; saa længe var jeg da
sikker paa Vorherre ikke kom og tog dem.
Og vi morede os, Ole og jeg; — du Verden! Ole kunde
være slig, at han gik og skreg og hylle bare paa Kommers.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
