Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men jeg raabte til Gud i min Nød, at han maatte vel selv
bedst vide, hvad Barnet kunde taale. Saa kom det for mig, at
det skulde vel snart dø alligevel; det havde kanske levet for længe,
for det var næsten Fjærdingaar.
Men Vorherre skal vide, han stelte det underligt den Gang;
— for Barnet taalte det, blaaklemt som det var — — det lever
den Dag i Dag, Gud naade os.–––––Men jeg svimred hen, og
da jeg kom til mig selv igen, gik Ole paa Gulvet og var Kar.
Slig skulde han lære os, sagde han–––-og om det time-
lige, saa skulde han lære mig, at der var nok til ham, flusst; og
han skulde ingenting have med sig i Graven.
Saa gik det ogsaa; der blev nok til ham og ingenting til
os, som igen var. —
Men jeg sagde, at jeg aldrig skulde glemme ham denne
Dag. Men saa blev han myg og god igen og gik og lirked
akkurat som den Tid, vi var unge begge to; han kunde saa vel
lage sig, Ole, naar han vilde, at om Kvelden havde jeg glemt det
alligevel.
Siden gik det bra en Stund — længe. Ole var ude som
før; var han alene, kom han aldrig hjem før paa Morgensiden;
derfor gik jeg tit med ham — og danse og ture, det gjorde vi.
Ole han fik nu aldrig nok af at styre med Jenter og de Dele, og
stums væk kunde han blive for mig lange Stunderne, men
ligegodt maatte han hjem i ordentlig Tid, naar jeg var med.
Naar vi kom hjem, sloges vi imellem om Gutten, for Ole
vilde holde ham i Armen, men at det var mig, som skulde have
ham, maatte da enhver skønne.
Saa var det en Dag, jeg havde været ude og købt ferskt
til Middags. Da jeg kom hjem, fandtes ikke en Kart inde, for
Gunhild var ude og gik med Gutten.
Jeg tog af mig og listede paa Strømpefoden ind i den fine
Stue for at se, om alting var i Orden. Vi havde et gildt Spejl
derinde, men jeg maatte grunde over alt det Støv — her som
ikke et Menneske fik stikke Næsen ind — — saa maatte jeg se
lidt paa mig selv ogsaa — én maa sagtens det i saa gildt et Spejl
— — Ole, han var saa efter mig om Dagen — akkurat som i
Ungdommens Dage; jeg tog mig op igen, sagde han.
Med det samme hørte jeg han kom i Køkkenet; han havde
været nede og givet Duerne Mad. Jeg skyndte mig ind i
Kammerset; han stod i Døren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
