Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et og andet i Stykket vidner om en ikke ganske sikker Smag, om en
vis Tilbøjelighed til at sætte Sandsynligheden en Smule i Skygge for det
lattervækkende. Et Eksempel er saaledes Fru Dalbys stærke Fremhæven af Nellys
Sanddruhed; Tilskueren har lige et Par Minutter forud været Vidne til en
ganske aabenhjærtig Tilstaaelse af Nelly, om den Maade hun omgaas med
Sandheden paa: „Mama tror alt det, hvad jeg siger,* det stoler hun paa. Sligt
vækker Latter, men om Moderen egentlig kan være tjænt med det Lys, hun
kommer til at staa i, er dog vist et Spørgsmaal. Stærkest træder denne
Forfatterens Forkærlighed for Latteren frem i Scenen mellem Nelly og Winther
paa Bænken og de to andre i Buskadset. Situationen er i sig selv ikke ueffen,
men Arrangementet paa Teatret var en Streg for haandgribelig; ser man som
her de to fnisende og grinende Ansigter hele Tiden, virker de kun forstyrrende,
og lidet sandsynligt er det, at Winther skulde være saa starblind, at han ikke
opdagede dem; de burde være langt mere skjulte, og kun komme til Syne
glimtvis.
Skyldes Stykket den Mand, der almindeligvis nævnes som Forfatter, er
det højst mærkeligt, at han har gjort sig skyldig i en saa betydelig teknisk Fejl
som den, at lade Stykkets vigtigste Scene foregaa i stærk Aftenskumring, ti
herved bliver det Tilskueren umuligt paa Nellys Ansigt at følge Overgangen hos hende
fra forstilt Drømmeri til forpint Alvor. Dog er dette Halvmørke maaske udtænkt
med Flid for at skjule Frk.Lindemanns Mangel paa Mimik, men Midlet rakte
ikke ganske hertil. I øvrigt dækkede Skuespillerinden næsten helt Forfatterens
Figur, der var lystig Fart over hendes Nelly: den tøseagtige, afsnubbede
Udtale, den kry Sætten Næsen højt i Sky, den vigtige Langsomhed, hvormed
Ordene „jeg hæver* kom, og saa den overlegne Maade, hvorpaa hun klappede
sin Student god igen, alt passede fortræffeligt sammen. Hr. Poul Nielsen
sekunderede hende bravt; hans pligtskyldige Grinen omtrent hver Gang Nelly
aabnede sin Mund, og hans krænkede Tværhed retfærdiggjorde hendes Ord
om, at han ikke hørte til de klogeste af de dumme Mandfolk. Skuespilleren
stillede hele Figuren i en let komisk Belysning, der fandt det sikreste Udtryk
i Studentens beskyttende Anstand i Retræten. Hr. Nielsen er i det hele i god
Fremgang i Aar, nys har han i Den pantsatte Bondedreng tegnet en ypperlig
Skitse af en gammel, sjællandsk Bondemand, dog en Del for trist i Tonen til den
holbergske Farce.
Opførelsen af denne var for øvrigt kun lidet glædelig. Hr. Olaf
Poulsen har nu engang ikke sin Styrke i Bonderoller, hans Tunge er langt for
væver, hans Legeme for smidigt, og om Dialekten er det bedst ikke at tale
for meget Rollen er i sig selv temmelig daarlig, den falder i flere kun løst
forbundne Dele, i Begyndelsen er Drengen laabelig ud over alle Grænser,
saaledes maa ogsaa Forældrenes Omtale af ham förstaas, men til Slut viser
han sig som en ret lun Fætter. Hr. Poulsens Spil samler ikke disse
forskellige Stykker til et hele, men der er glimrende Enkeltheder i hans Udførelse,
saaledes hans lydløse Gentagelse af hans Lektie, ogsaa denne selv, det berømte
.Spørg min Hovmester*, falder de fleste Steder yderst pudsigt. Beklagelig
mange af de andre Roller var i Hænderne paa Ikke-Skuespillere. Tag blot
Første Raadsherre! Han udføres nu af en gammel Sanger, af hvis Tale det med
den bedste Vilje ikke er muligt at forstaa uden Halvdelen. Rent ud latterlig
skal denne Figur ikke være, der skal være Alvor over hans Fremtræden og
Tilskueren. 1887. 18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
