Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Maj
- Emil Hannover: Nogle Indtryk fra Foraarsudstillingen paa Charlottenborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helhed matte Kolorit bringer ingen Erstatning i Form af en
over-daadig Pragt. H. N. Hansen har saa ofte vist, hvilke udmærkede
Ævner, han besidder, til at skildre virkelige Dybder i det
menneskelige, hvilken Fantasi han raader over, naar det gælder
Opfattelsen af gamle Digtninge, hvilken Kraft, han kan lægge i det
maleriske Foredrag. Derfor kan man ingen virkelig Glæde finde i
dette Billed, i hvilket der tilsyneladende kun er arbejdet med
halv, paa sine Steder med sietingen Kraft.
*
*
*
Blandt Frilufts-Figurbillederne kunde der være Anledning
til at dvæle ved Erik Henningsens Bønder i Hovedstaden og
Frikvarter.
Erik Henningsen hører blandt de Kunstnere, hvem en
tidlig udviklet, men i sin Kærne løst funderet Teknik hurtig
styrter i Fordærv. Han har Anlæg for en vis Art af Tegning,
— den, som de illustrerede Ugeblade kræver: let, men præcis,
gæme en Smule manierért. Som Kolorist staar han paa et
tilsvarende Trin. Han kender ingen Glæde over Lyset, ingen Nydelse
ved Farven, og mere eller mindre ligner derfor hans Billeder lette
Pennetegninger, hvis Omrids er fyldte med en Smule Vandfarve.
Han véd med Nøjagtighed, hvorledes Penslen bør vendes og drejes
forskellig i et Øre, en Næse eller et Øje. Han sætter sin Farve
paa med en tegnende Lethed, altid i lutter retlinede Strøg, som
gør samtlige Stoffer til skaaret Træ. Og hans Sans for det
psykologiske svarer hértil. Han fordyber sig aldrig i det menneskelige,
antyder kun dét deraf, som flygtig kommer til Syne i den yderste
Overflade, i Valg af Paaklædning e. 1. Han individualiserer sine
Figurer paa Grundlag af et saare løst Skøn, antyder kun; —
aldrig har han været mere end halvvejs inde i et Menneskes Sjæl,
og det er nu én Gang altid den sidste Halvdel af en Vej, der
ligger Maalet nærmest.
Han holder øjensynlig af det lidt komiske hos Mennesket,
saaledes som det er antydet i disse Bønder i Hovedstaden, men
han har ingen godmodig elskværdig Opfattelse af det komiske og
forholder sig kølig reserveret i Stedet for varmt forstaaende til
slige Æmner. Han maler altid, som var det kun hans Pligt og
Opgave at give en flygtig, nøgternt refererende Skildring af et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Oct 18 17:01:13 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1887/0398.html
