Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - I. Lykkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tilfreds satte han sig ved Middagsbordet og spøgte med
Tanten, som var kommen for at høre, hvordan det stod til efter
det fyldte femtiende Aar.
»Skal de næste femti gaa lige let som de første, saa vil
jeg sige, at det ikke er saa vanskelig en Sag at leve,« sagde han.
Saa gengav han en af Linkens Anekdoter og lo, saa han
graat. Han maatte lægge sig tilbage i Stolen for ret at le ud.
Tanten saa paa ham med stor Glæde, hun forstod vistnok ikke
Anekdoten ganske, men det var saa morsomt at se, hvor godt
Henrik kunde le. Men det var jo ikke Latter længer, Ansigtet
fordrejed sig, Øjnene stod stive.
»Gud, Elina! han har faat noget i Vrangstruben. Dunk
ham i Ryggen!«
Men Fru Elina sad som naglet fast, bleg som en Mur
stirrede hun paa Mandens fordrejede Ansigt, som nu var
mørke-blaat. Tanten tog i fortvilet Resoluthed et Glas Vand og holdt
til Yndlingens Læber, men de aabned sig ikke; hun slog det ud
over hans Ansigt, men det syntes ikke at mærkes en Gang.
»Aa — Elina, Elina! han dør for os! — Nej, det er umulig!
— Spring efter Doktor!« raabte hun til Pigen, som stod i Døren
med anden Ret, og saa sank hun sammen og stirrede som den
forfærdede Hustru paa det fordrejede Ansigt.
Saa sad de to Kvinder et godt Kvarter. Da kom Doktoren.
Han undersøgte hurtig Skikkelsen i Stolen, vendte sig tit Fruen
og sagde rolig:
»Fat Dem, Frue. Her er intet at gøre.«
En halv Time senere laa Henrik Piom paa Sængen med
lukkede Øjne og foldede Hænder. Det sortblaa havde veget
Pladsen for det ejendommelige gulbleke Skær, som ikke mere
fordrives af nogen Rødme. Det vante Smil laa om Munden. Det
var et vakkert Lig, sagde Folk, som gik og saa ham.
Henrik Piom var død, som han havde levet. Det havde
ikke ligget nogen Spaadom i Gammelaarets Mindelse om Solon og
Krøsos: Var Henrik Piom lykkelig i Livet — og hvem kan vel
tvile paa det? — saa var han ogsaa lykkelig i Døden. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
