Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Jul. Lange: Haanden paa Brystet. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skabskonlrakten mellem den unge Lord og den borgerlige Pige.
Medens Brudens Fader, den hovedrige Borgermand, efterser Papirerne,
sidder Brudgommens Fader, den fattige, dumme, podagristiske
Adelsmand og peger med den ene Haand paa sit Stamtræ, idet han
med den anden banker sig let paa Brystet: Se saadan en Mand
er jeg!
For at illustrere Toppunktet af Jeg’ets Følelse af sig selv,
sin egen Ret og Adkomst, maa jeg nævne et nyere fransk Maleri
(Salonen 1885), som vistnok ingenlunde var fremragende som
Kunstværk, men ret skarpsindig tænkt som Allegori og
betydningsfuldt og uundværligt i denne Sammenhæng. Det var et stort
Billede af Charles Landeile: Le droit moderne. Øverst svævede
»Friheden« med brudte Lænker, neden under tronede »Loven«.
Ved Foden af hendes Trone stod til den ene Side
«Retfærdig-heden«; til den anden saa man en ung Mand, en Repræsentant
for Nutidens Ungdom: han holdt i den ene Haand en Rolle,
hvorpaa Menneskerettighederne vare opskrevne. En Mand
af den ældre Skole, en ærværdig Dommer, lagde sin Haand paa
hans Skulder og pegede ned paa en Tavle, som holdtes af to
Genier, og hvorpaa der stod: Ingen Rettigheder uden Pligter.
Denne Formaning besvarer saa den unge Mand ved at lægge
Haanden paa Brystet, idethan aabenbart erklærer sin, Individets,
uafhængige Ret: Jeg har i mig selv, som Menneske, Maalestokken
for, hvad der er min Ret. Det er en yderst betegnende
Anvendelse af dette Motiv i dets demonstrative Betydning, Superlativet
af Individualisme, af at Jeg’et isolerer sig og fremhæver sig som
sin egen Overhøjhed. Det er Ordet j e g med tre tykke Streger under.
Man kan altsaa med en vis Ret sige, at Haanden paa
Brystet er en lige ejendommelig Betegnelse for den dybeste
Ydmyghed og det mest svimlende Overmod. Fra hin forlorne
Søn, som vender angrende hjem, til den nyeste Nutids forlorne
Søn, som erklærer Individets absolute Ret, er der en lang Skala af
Overgange. Der staar i Lucas’s Evangelium (18, 10 ff.) om Tolderen,
at han stod langt borte, og vilde end ikke opløfte sine Øjne til
Himlen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud være mig
Synder naadig! Der staar ikke, at Farisæeren slog sig for sit
Bryst, idet han sagde: jeg takker Dig, Gud. at jeg ikke er som
de andre Mennesker o. s. v.; men i alt Fald efter moderne
Forestillinger vilde denne Gestus passe meget godt for hans Replik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
