Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Alfred Bramsen: Genierne, deres Styrke og deres Svagheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sietheden og Umoraliteten, alt glemmes snart af Verden, som
blændes af det stærke Lys, der omstraaler hans Genius. Skulde
de store Mænd bedømmes paa Grundlag af deres moralske og
intellektuelle Mangler, blev ikke alene H. C. Andersen, Søren
Eirkegaard og Evald, men ogsaa Napoleon, Beethoven, Mozart,
Burns, Byron, Cicero og en Mængde af de 500 udødelige, ikke at
regne for stort mer end Børn, Obskuranter eller sindssvage.
At der skulde eksistere en vis Forbindelse mellem Genius
og Sindssyge, synes ved første Blik absurd, og dog har det bestandig
været en almindelig udbredt Mening.
Grækerne og Romerne henførte det geniale Kunstværk til
guddommelig Besættelse af Geniets Aand, og Digteren opfattedes
som besat af guddommelig Raseri, »furor poeticus«. Den klassiske
Literatur vrimler af Betegnelser og Udtryk, som viser at
Begreberne Genialitet og Forrykthed ikke holdtes ude fra hinanden.
Ogsaa Oldtidens mest videnskabelige Aand, Aristoteles, mente, at
der ikke kunde eksistere nogen stor Genius uden Iblanding af
Sindssyge (nullum magnum ingenium sine mixtura dementiæ fuit).
Ganske vist maa det ikke glemmes, at man i Oldtiden ingenlunde
ansaa denne Blanding af Geni og Sindssyge som nedværdigende
for Geniet. Den Gang betragtedes Sindssyge endnu ikke som en af
de sørgeligste Sygdomme; tvært imod ansaas de Sindssyge for at
være i særlig nøje Forbindelse med det guddommelige, ja de var
selv inspirerede deraf. Plato fremsætter endog ganske alvorlig
den Mening, at visse Arter af Sindssyge maatte anses for et Gode
snarere end for et Onde.
Kristendommen stemplede Sindssyge som Djævlebesættelse,
og denne Tro førte som bekendt i Middelalderen til uhørte
Grusomheder mod de stakkels syge. Man skulde tro at denne
nye Opfattelse af Sindssyge vilde have afbrudt dens Forbindelse
med Geniet, men dette sker ikke af den Grund, at Romerkirken
altid har været bange for nye Ideer og følgelig ogsaa for de
Mænd, der forkyndte dem. De stæmpledes som Kættere og som
besatte af Djævlen. Baandet blev altsaa i Virkeligheden end fastere.
I Nutiden, hvor man ser op til de store Mænd som til
Udviklingens Toppunkter, og hvor samtidig Sindssygen har tabt
sin Forbindelse med det overnaturlige og opfattes som andre
Sygdomme, skulde man synes, at de to var færdig med hinanden.
Men det er ingenlunde Tilfældet. Gennem en stor Del af den
moderne Literatur gaar en umiskendelig Tilbøjelighed til at holde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
