Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - E. Skram: En literær Vandprøve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ham kender hun godt. Han har boet sammen med hende en
otte Dages Tid i Dyrehaven. Saa sendes der en lille Trup ud i
Skoven, anført af Fruentimmeret. Hun viser de Veje og Stier,
som hun og han benyttede, naar de om Aftenen listede sig ned i
Taarbæk for at købe en Smule Mad — i de sidste Dage var det
bestandig hende, som maatte af Sted, for Studenten havde kun én
Støvle, den anden havde han mistet i en Mose —, og af og til
var det Studenten, der betalte, hvor nødig han end vilde, men
oftere var det hende. Saa kommer man til Høhuset. Fruentimmeret
peger op paa Stænget, hvor der er dannet en Hule i Høet. »Der
er han!« En Mand kryber op og stikker Armen ind. Der er
varmt i Høet som efter et menneskeligt Legeme, der umiddelbart
forinden har forladt dette Leje, og der er Efterladenskaber, som
ikke lader nogen Tvivl tilbage om, at Stedet har tjænt et Menneske
til Ophold. Men Flygtningen selv er ikke til at opdage.
Dyrehaven bliver gennemsøgt paa Kryds og Tværs, Vagtposter udstillet
alt forgæves, Studenten bliver ikke funden. Saa ud paa Foraaret
da man er ved at tømme Høhuset, støder man paa hans Lig.
Han havde ganske rigtig siddet sammenkrøben der oppe i
Høstængets Hule, da man var der, men da han hørte Folk, som
søgte efter ham, maa han have skudt sig saa langt tilbage som
mulig. Han er derved kommen ind over en Utæthed mellem
Høet og Væggen, er gieden baglænds ned, har ikke kunnet redde
sig op igen, er bleven kvalt, og ved Legemets Vægt er Ligets
Hals langsomt bleven knækket. Da man fandt Liget, var det
stivfrosset, og Ansigt og Hænder var halvt opædt af Rotter.
Ud af denne Tragedie laver Fru Elisabeth sin »Uheldig«.
Fyren, der hos hende er Søn af en Herredsfoged i Jylland, er en
svagelig Drømmer, som ikke kan bekvemme sig til at gaa op til
sin Eksamen, og da han saa kaldes til sin Moders Dødsleje, siger
han for hendes Freds Skyld, at han er bestaaet med bedste
Karakter. Han drømmer videre et Par Aar, skriver Vers og er
mismodig, fordi ingen synes om ham, og da hans Familje endelig
faar at vide, hvorledes det hænger sammen med ham, tager han
med en Pistol i Lommen op i det nordlige Sjælland. »Der, i en
af de tætteste Skove — der skulde det ske«. »Fra Stationen gik
han ad en Sti, som førte langs med Marken ind i Skoven. I bløde,
brogede Rundinger laa den der med Sol paa de brunrøde Kroner,
med Engens grønne Tæppe for sin Fod. En Farvepragt var der,
som han, Hedebarnet (!), aldrig havde set Mage til. Tæt ved den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
