Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Docent Jul. Lange: Haanden paa Brystet. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ses i alle disse Tilfælde tydelig, at Haanden paa Brystet indtræder
som et Udtryk for, at Personen gør sit eget Jeg gældende fremfor
de øvrige som den, der har et selvstændigere, mere personligt
Ansvar, medens den i ældre Tid, i Middelalderen, almindelige
Andagtsbevægelse, de foldede Hænder, findes mere egnet for dem,
der underordne sig og følge med.
Det vilde være for meget at sige, at Haanden paa Brystet
til nogen Tid har været det almindelige i Portræter: dertil er
dette Motiv for stærkt og fordringsfuldt. Men man kan med
Rette sige, at det i Løbet af det 17de og 18de Aarhundrede til
henimod Revolutionstiden har været meget almindeligt. Der
er herved ubestridelig noget af en Modesag; endog hos store
Kunstnere, som Frans Hals eller van Dyck, kan det fremtræde
saaledes, og de mindre betydelige efterabe Motivet paa en rent
tankeløs Maade. Men oprindelig er denne Mode opkommet i
Kraft af en Aandsretning, der har søgt sig sit Udtryk, den er
vedligeholdt i Kraft af denne Grundstemnings Vedvaren og forsvunden
med dens Ophør. Den faar herved sin store Betydning som
historisk Symptom, som Gradmaaler for den moderne
Tilbøjelighed til at fremhæve sit eget Jeg og dets Følelser og for
Samtidens Villighed til at acceptere denne Fremhævelse. Hvad vi
lære her af Motivets Anvendelse i Portræteme, stemmer ganske
med dets Historie i Almindelighed: hvis det var muligt at
tilvejebringe en fuldstændig kronologisk Statistik over dets Anvendelse,
vilde det uden Tvivl vise sig, at det i alle Betydninger florerede
stærkest i det 17de og Begyndelsen af det 18de Aarhundrede.
Motivet hører nu ganske hjemme i Portrætet som rent
verdslig Kunstart: Forbindelsen med det kirkelige og religiøse
mærker man i alt Fald kun deri, at det særlig hyppig anvendes
i Portræter af gejstlige Mænd, allermest Prædikanter. Saaledes
paa mange interessante Gravmæler over Præster fra Quietismens
Tid i romerske Kirker, hvor den afdødes Portræt er udhugget af
Marmor i halv Figur, ganske som han stod paa Prædikestolen og
talte. Et glimrende Eksempel er Ercole Ferrata’s Gravmæle over
Walther Slusius (f 1687) i S. Maria dell’ Anima i Rom. Men saa
hidsig end de forskellige Konfessioner kunde staa mod hinanden,
saa ere deres Bekendere i hine Tider i alt Fald hinanden lige
netop deri, at de vare hidsige og at de gærne bekræfte deres Ord
ved at lægge Haanden paa Brystet, hvilket tyder hen paa en stor
psykologisk Overensstemmelse tværs over alle dogmatiske Grænse-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
