Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Redaktør O. Borchsenius: Af og om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fordrer, at dette smukke Ordspil skal anatomeres. Min »Ret« er
ikke, hvad De eller jeg i et givet Øjeblik erklærer for Ret. Der
skal Svar paa det Spørgsmaal, om de andre kan siges at have
en Ret at staa paa, om de med god Samvittighed og i Henhold
til givne Bestemmelser har kunnet handle, som de har handlet.
Og hvis noget i mit eget Sind taler for dem, hvis jeg ikke under
Ed kan sige, at jeg i deres Sted vilde handlet anderledes, hvor
er da min »Ret«? Skulde jeg gaa i Strid og i mine
Modstanderes første Række møde mig selv eller Halvdelen af mig selv?
Endog om jeg havde nogen Ret, tror jeg ikke, at den
almindelige Opinion for Tiden vilde give mig den i stor
Udstrækning, end sige rejse sig med Uvilje til min Gunst — og uden
Haab om en saadan afgørende Sejer vilde, efter min Mening, intet
fornuftigt Menneske begynde en saadan Strid. Ja, var den
offentlige Følelse for Tiden fyldt af mine Noveller eller af
Nemesis-Ideen! Men den er jo fyldt med Minder om »Korsaren« og om
den, »hvis Haand skulde være imod alle og alles imod ham.« De
maa ikke tage dette som en Bebrejdelse imod Dem. De har haft
fuld Ret til at gøre Deres literærhistoriske Tilbageblik, og De har
gjort det med en Sandhedskærlighed, der lykkeligvis ikke er mig
til Skade; men alligevel er Tiden mig ikke gunstig — lykkeligvis,
Gud ske Lov! Jeg siger dette, fordi jeg kan tænke mig, at hvis
jeg havde levet i en Atmosfære af Virak, vilde jeg blevet
overmodig og have fordret som absolut Ret, hvad der kun er en
betinget, relativ Ret, og det er muligt, at de andre vilde have givet
efter, og at jeg var rejst med en Glorie om Hovedet, medens en
anden, som havde mere Krav, stod med tørre, tørstende Læber
paa Strandbredden og saa efter mig.
Naar nu jeg lever i disse Følelser og finder det skete vel
sket, især fordi jeg kan opfatte det med Fred i Sjælen, saa er jeg
paa min Plads i Følge Nemesis-Ideen, og hvis jeg ikke tør
forlange, at De med Deres yngre Sind skal helt forstaa mig, saa
tør jeg dog vente af Dem, naar jeg beder Dem derom, at De
ikke oftere vil i Deres Tanke gøre mig Bebrejdelse for denne
Sags Skyld.
Nemesis-Ideen er i Sandhed noget lykkeligt og udelukker
aldeles ikke en Mand fra at træde op og stride for Ret og
Sandhed. Kun skal Retten være klar og Sandheden dybt følt, og
bedst er det da, at man ikke strider for sin Persons formentlige
Ret, men for andres, for det almindeliges. Jeg nærer det Haab,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
