Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Docent Cl. Wilkens: Mand og Kvinde. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Følelsesbølger, der ledsage den konkrete Forestilling:
Lovmæssighed, Nødvendighed, gennemført abstrakt Konsekvens synes hende
kold. Hendes Grunde ere ofte gode, men de ere Livsgrunde,
Følelsesgrunde, der ikke videre analyseres. »Min Grund«, siger
Lucetta i De to Herrer i Verona (Lembkes Oversættelse S. 191) »er
kun den, som Kvinder gærne har: jeg finder det, fordi jeg finder
det«. Den dybe Personen gennemtrængende Agtelse og Respekt,
som Almindelighed og Nødvendighed i Afledeisen gærne afnøder
Manden, og i hvilken han finder noget af den stoiske Hviles
strænge Lykke, ligger hende fjærnere, og kun i den ophøjede
mere personlige Form af urokkelig Karakterfasthed og Mod hos
Manden kan hun nyde den og støtte sit Hoved til den som til et
ubegribeligt mægtigt, stort. »Det smukke Køn«, siger Kant, »har
lige saa vel Forstand som det mandlige, men det er skøn
Forstand; vor skal være dyb Forstand.« »Den skønne Forstand
vælger til Genstand alt, hvad der er nær beslægtet med de finere
Følelser, og overlader abstrakte Spekulationer og Kundskaber til
den flittige, grundige og dybe Forstand«. »Indholdet af den
store Videnskab er for Kvinden snarere Mennesket og blandt
Menneskene Manden. »Ihre Weltweisheit ist nicht Vernuftlen,
sondern Empfinden«‘).
Kvinden overgaar derimod i Almindelighed Manden i
personlig-praktisk Dømmekraft og Forestillingsintelligens, i
Forestillingens Liv, Hurtighed og Anskuelighed. I begge disse Former
støttes hun af sit rigere Følelsesliv. Den livligere konkrete
Forestilling trænger til Udladning, trænger til at udtale sig, lever et
udadvendt Liv, medens den abstrakte vender sig indad. Derfor
taler Kvinden gærne. »Ved du ikke, at jeg er en Kvinde«, siger
Rosalinde i »Som man behager« (Lembkes Oversættelse S. 240)
»naar jeg tænker, maa jeg tale«. »Manden«, siger Kant
skæmtende, »elsker Husfreden«, »hun skyr ikke den huslige Krig, som
hun fører med Tungen, og til hvilket Kald Naturen gav hende
Snaksomhed og en affektfuld Veltalenhed, der afvæbner Manden« *).
Og den samme Rosalinde siger: »I træffe hende aldrig uden Svar,
med mindre i træffe hende uden Tunge«. (Lembke S. 269).
’) Kant: Beobachtungen uber das Geftihl des Schønen und Erhabenen.
Kirchmanns Udgave S. 30—31.
’) Kant: Anthropologi. Kirchmanns Udgave S. 229.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
